Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
mig ned for Dem og kysset Deres sko og jorden som De gik
på, og fik vist Dem hvor usigelig jeg har elsket Dem. Jeg har
ligget her og ønsket både igår og idag at jeg ikke var sykere
end at jeg kunde komme mig hjem igjen og gå i skogen og
finde den plass vi sat på da De holdt begge mine hænder;
for så kunde jeg lægge mig ned der og se om jeg ikke fandt
sporet efter Dem og kysse al lyngen deromkring. Men jeg kan
ikke komme hjem nu hvis jeg ikke muligens blir litt bedre
som mama tror.
Kjære Johannes! Det er mærkelig å tænke på at jeg ikke
har fåt nogen anden ting gjort end å komme på jorden og
elske Dem og nu si farvel til livet. De kan tro det er underlig
å ligge her og vente på dagen og timen. Jeg fjærner mig skridt
for skridt fra livet og menneskene på gaten og vognramme-
len; våren kommer jeg vel heller aldrig til å se mere og disse
huser og gaterne og trærne i parken vil være tilbake efter mig.
Jeg fik sitte i sengen idag og se litt ut av vinduet. Nede på
hjørnet var det to som traf hverandre, de hilste og grep hver-
andres hænder og lo av det de sa; men da var det så underlig
for mig at jeg som lå og så på dette skulde dø. Jeg kom
til å tænke: de to dernede vet ikke at jeg ligger her og venter
på min time; men om de visste det så vilde de vel allikevel hilse
på hverandre og tale med hverandre likesom nu. Igår nat da
det var mørkt tænkte jeg at det skulde være min siste stund,
mit hjærte begyndte å stå stille og det var likesom jeg allerede
hørte evigheten bruse imot mig langt ute. Men i næste øieblik
vendte jeg tilbake langt borte fra og begyndte å puste igjen.
Det var en aldeles ubeskrivelig følelse. Men mama tror at det
kanske bare var elven og fossen derhjemme som jeg husket.
Du gode Gud, De skulde vite hvor jeg har elsket Dem,
Johannes. Jeg har ikke fåt vise Dem det, det har lagt sig
så meget iveien for mig, og først og fremst min egen natur.
Papa var også således ond mot sig selv og jeg er hans datter.
Men nu når jeg skal dø og altsammen er forsent da skriver
jeg til Dem endnu en gang og sier Dem det. Jeg spør mig
selv hvorfor jeg gjør det da det dog er likegyldig for Dem, især
når jeg ikke engang skal være ilive mere; men jeg vilde gjærne
være nær hos Dem til det siste så jeg ikke følte mig mere
forlatt end før ialfald. Når De læser dette da er det likesom
jeg ser Deres aksler og hænder og ser alle Deres bevægelser
med brevet når De holder det foran Dem og læser det. Så er
vi ikke så langt fra hverandre, tænker jeg. Jeg kan ikke sende
bud efter Dem, dertil har jeg ingen ret. Mama vilde sende bud
efter Dem allerede for to dager siden, men jeg vilde heller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
