Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
stammer i Kaukasien, både ildtænger og deigtraug og smør-
dritler og ølkrus og høiriver og meget andet; dette har for-
undret alle tidligere forskere og sat dem bét. Men slap nu bare
jeg over til dem så vilde jeg spørre dem bent ut hvor satan de
hadde disse instrumenter fra, om de hadde kjøpt dem eller om
de var dem medfødte. Det kunde muligens komme uanede ting for
dagen, jeg blev kanske endog nødt til å opfinde en helt ny lære
om folkevandringerne, gjendrive mine forgjængere i faget, både
Erckert og Brosset og Opfert og Nestor og Bodenstedt og Reclus
og komme til selvstændige resultater. Det vilde kanske ikke bli
uten betydning for mig selv heller, det vilde flages for mig når
jeg kom hjem, jeg vilde få anmodning om å holde foredrag i
Det geografiske selskab, jeg vilde få en stor St. Olaf. Jeg så det
alt i ånden.
Så kommer Karnej bort til mig der jeg står langt borte under
et berg og mælder at nu skal vi avsted.
Avsted? Det er ikke avtalen. Og jeg tar uret op og viser
Karnej hvor han hadde pekt med strået at det er en hel time
fortidlig. Men Karnej later sig ikke omstøte, han finder sig et
strå han også og peker på kortviseren og bestemmer at der den
står netop nu skal vi avsted. Vi står der med hvert vort strå og
uret imellem os og forhandler under berget; tilslut må jeg gi
efter og følge ham.
Min første tanke gjaldt fåret i stalden og jeg trækker vor av-
reise i langdrag for dets skyld. Desværre hadde det vel fåt sin
bekomst; da vi reiste hadde det væltet sig om på siden og syntes
ikke å ha længe igjen.
Idet vi forlater stationen møter vi en vældig fårehjord midt
i veien. Den stanser vore hester, pakker sig tæt om os og holder
os fast. De fire hyrder har lang stav, dolk over maven og gevær
på akslen, desuten har de hunder. Hundene er gulgrå, de er lite
hundeagtige, de likner mest isbjørner.
Så er vi endelig fri og ruller bort.
Veien går over en flate, den begynder endog å hælde nedover;
slik går det mange verst og vi kommer hurtig frem. Så stiger
veien igjen, stiger værre end nogensinde og vi kjører fra nu av
i skridt lange stunder. Vi passerer en grusisk musjikby med
kirke; det er i det hele tat mere bebygget her og de nærmeste
fjælde er ikke så steile. Dalbunden er videre og grønnere og
Gud selv har reist de fineste murer omkring akerlapperne og
byerne. Her er også kjør og okser, de er små, men lubne og
faste, og her er fårehjorder på tusener dyr. Nogen kvinder står
i en aker og skjærer byg.
Nye grusiske landsbyer. Hele en slik by er ofte et eneste sam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
