Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Mens jeg vandrer om fra stald til stald og hører og ser
dukker da også Karnej op igjen. Hundrede rubel! sier han og
ryster sørgmodig på hodet. Hold nu op, Karnej, tænker jeg.
Men Karnej holder ikke op, han følger efter mig. Så nævner
han atter klokken seks som avgangstid imorgen. Jeg begynder
å gruble på hvorfor i alverden Karnej vil ærgre mig med
denne sene time og jeg kommer til det resultat at han vil fra-
vriste mig betaling, bestikkelse, for å kjøre klokken fem. Da vi
ikke er egte missionærer er vi muligens pengestærke folk for
hvem et hundrede rubel ingen rolle spiller. Det er ikke umulig
at dette er hans ræsonnement, tænker jeg.
Jeg tar Karnej litt fast i armen, trækker ham med til en mand
som står med en staldlykt i hånden og viser ham femtallet på
mit ur. Så sier jeg med høi røst på russisk hvadenten det er ret
eller galt: Pjatj tsjasaa, klokken fem. Samtidig lægger jeg min
pekefinger næsten helt ind til Karnejs pande. Og Karnej nik-
ker sløvt og har forståt mig. Men han synes aldeles ikke å ville
slå sig til ro med min avgjørelse. Da må jeg gå ut av gården
for å være kvit ham.
Karnej møter naturligvis først klokken seks imorgen allikevel
tiltrods for vor kontrakt og min bestemte optræden. Derpå får
vi være forberedte. Så er det da om vi med tre hester kan
række Ananur.
Jeg får vel gå ind og lægge mig allikevel.
I min store fællesstue ligger alt en mand og sover. Ved den
anden væg står en officer i uniform og reier sig en seng;
han har selv lakener og hvite putevår med. Han ser hovmodig
ut og jeg tør ikke tale til ham. Nede ved døren ligger på det
bare gulv en soldat. Han sover ikke endnu. Han er formodent-
lig officerens oppasser.
Jeg går ut igjen og driver opover veien hvor hesten lå. I
nogen avstand hører jeg oprømt prat av flere mennesker og
Jeg går efter lyden. Så ser jeg at det er gjort ild op under en
stenhammer og dit går jeg.
Jeg træffer på syv mænd rundt et bål. Det så storartet ut.
De har kokt hestekjøtet, de æter det nu, de er fete på hæn-
derne og i ansigtet og hver mund tygger og prater. Da jeg kom-
mer frem byr de også mig å smake, en mand holder et kjøt-
stykke frem til mig i fingrene og sier noget og smiler, de andre
smiler også og nikker til mig for å opmuntre mig. Jeg tar da
imot kjøtet, men jeg ryster på hodet og sier: U menja lji-
haradka, jeg har feber; dette har jeg fundet i min russiske
«tolk». Men de forstår ikke videre russisk og rådslår om hvad
jeg har sagt, og da det går op for dem snakker de alle rigtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
