Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
som hel. Det er en nyhet for mig dette stærke skin fra en nat-
himmel uten sol, det optar mig og hindrer mig fra å få hjem-
vé. Jeg sætter mig på marken og ser tilveirs, og da jeg er
av dem som til forskjel fra mangen anden endnu ikke er kom-
met på det rene med Gud sitter jeg en stund i tanker angående
Gud og hans skapning. Det var en dyp og trollsk verden jeg
var kommet til nu, dette gamle forvisningssted var det vid-
underligste av alle lande. Jeg gir mig mere og mere hen og
tænker ikke på søvn. Bergene blir så utrolige for mig, det ser
ut som om de er kommet et andet sted fra og nu er stanset
ret imot mig. Som folk som har været meget alene snakket
Jeg formeget med mig selv, jeg krøp sammen og hutret av fryd
og talte høit. Jeg vilde lægge mig til å sove her. Og jeg lægger
mig bakover og spræller og glæder mig i mit legeme fordi alt
er så godt. Men kulden er ikke så ringe nu, jeg fryser snart
på den side som vender op og jeg reiser mig da og går op
til hestene.
De står der to hester avsælet og fraspændt, men bundne hver
i sin kjærre. De har begge tomme maisposer over mulen. Jeg
løser poserne av, jeg gir også hestene længere tjor så de kan
gnage litt i det grønne fjæld. Derpå klapper jeg dem og går.
Da ophører hestene å gnage, de slår hoderne op og ser efter
mig. Da jeg klapper dem endnu en gang vil de følge efter
mig når jeg går. Det viser sig ’at de kjender sig ensomme og
vil være sammen med folk.
Det tar jeg ikke hensyn til, men da jeg er kommet bortover
marken forekommer en ridetur mig god og jeg vender om
igjen. Jeg tar den hest som ser bedst ut skjønt også den er
mager og lite elegant å se til, løser den og sætter mig på. Så
rider jeg påskrå opover og ind i fjældene.
Det er stille hele tiden, jeg hører bare hestens trin. Stationen
er forlængst ute av syne for mig, berge og dale har skjult den,
men jeg vet retningen tilbake.
Her er ingen sti, men hesten farer fort frem allikevel over
de hårde knauser; når den traver skjærer dens skarpe ryg
mig fordi jeg ingen sadel har; men den galoperer også gjærne
og da er det godt.
Her er ikke længer det snaue fjæld, her er litt løvkrat og krat
av store bregner hist og her. Da jeg har ridd i dette en stund
støter vi på en sti. Den skjærer vor vei tværs over. Jeg stanser,
ser opover og nedover og vet ikke rigtig hvilken retning jeg
skal ride. Mens jeg holder her og overveier ser jeg en mand
komme nedover stien fra høiden; hesten ser ham også og reiser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
