Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
de ikke ha kunnet indhente os. Nu kommer vi ind i deres støv
og det blir ganske umulig for os å puste.
Jeg slår da min næve i Karnejs aksel og later ham forstå
hvad han har gjort. Han ser et øieblik rædselslagen på mig
og holder hestene inde. Men han synes ikke å forstå nogen
ting, han vil atter kjøre. Jeg hopper da av og holder hestene
og gererer mig i det hele tat i en høi adfærd til Karnej; men
hans forbauselse stiger bare mere og mere over den mærkelige
syke jeg må ha fåt. Han ser støvet, det står stille over veien hvor
vognen har kjørt, det brænder både ham og os i øinene, det
er kalkstøv, det lægger sig hvitt på vognen; men Karnej kan
ikke forstå at vi ikke kan kjøre i det. Jeg må holde hestene
i fem minutter før vi kan kjøre videre. Det begynder å gå
op for mig hvorfor befalingen, tsarordet, er nødvendig i dette
store folk. Disse mennesker er så dumme på visse ting, de kan
vralte ut på steppen og gjæte får og stå i sin aker og gjøre
de få håndgrep med spaden. Men deres hjærner er så dumme
på abstrakte ting .... Jeg lover mig selv å holde et lite opgjør
med Karnej i Tiflis.
Månen er allerede ganske blank, klokken er fem, solen og
månen skinner begge to på en gang i landskapet og det er
meget varmt. Denne verden er ikke som nogen anden verden
jeg kjender og det kommer atter dertil at jeg kunde ville være
her for livet. Vi er nu dalet så langt ned at vinen begynder
igjen og det er nøtter i skogen og solen og månen skinner
omkap. Man er hjælpeløs foran denne herlighet, og levet man
her kunde man se den hver dag og slå sig for sit bryst av
forundring. Folket her har utholdt kampe som truet med å
lægge det øde, men alt har det overvundet, det er stærkt og
sundt, det florerer, det er idag et folk på ti millioner ialt.
Kaukasieren kjender vel ikke New Yorkerbørsens hausse og
baisse, hans liv er intet kapløp, han har tid til å leve og kan
slå maten ned av trærne eller slagte sit får å leve av. Men
europæerne og yankee’erne er dog større mennesker? Gud vet
det. Gud og ingen anden vet det, så tvilsomt er det. Nogen
er store fordi omgivelserne er små, fordi århundredet trods
alt er lite. Jeg tænker på store navne bare indenfor mit eget
fag, og de er mange numre i en lang række, lemmer av geni-
ernes proletariat. Jeg bytter bort sneset av dem bare for hesten
fra Marengo. Værdier har bevægelig værdi: Teaternimbus hist
svarer til blankt bælte her, tiden tar dem begge, tiden veksler
dem ind for andre værdier. Kaukasien, Kaukasien! Det er ikke
for intet at de største diktergiganter verden kjender, de store
russere, har været hos dig og øst av kilderne ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
