Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
al middelmådighet dengang fandt og veien passet ham og han
gik den. Det heter om ham at da han vendte hjem igjen efter
sine universitetsstudier i Berlin, «førte han med sig en frisk
kulturluftning». Og da han lå på sin dødsseng skrev han et
rørende brev til Tolstoj og bønfaldt denne om å vende tilbake
til sin retlinjethet og gjøre op mere skjønlitteratur. Han skulde
være så lykkelig, skrev han, hvis denne bøn blev hørt.
Da Turgenjev døde var det en oprigtig troende, som døde.
Men Dostojevski døde som fanatisk, gal, genial. Han var
like så oprevet og forholdsløs som hans mennesker. Hans slavo-
filisme var ganske litt for hysterisk til å være dyp, den var et
sykt genis pirrelige påståelighet, han skrek om den, hvæste om
den. Og hans tro på Ruslands Gud var kanske ikke fastere
end Turgenjevs tro på Europas, det vil si de trodde begge som
sennepskorn. Hvor han — som i «Brødrene Karamasov» — vil
være filosofisk bærer han en forunderlig forvirring tilskue. Han
snakker, prater, skriver med en kost. Indtil han atter får fat
i nålen — som er hans pen. Aldrig har den menneskelige sam-
mensathet været optrevlet som hos ham, hans psykologiske sans
er overvældende, synsk. Ved bedømmelsen av ham mangler
man det mål man skal måle med, han er alene. Hans samtidige
vilde måle ham, men det mislyktes, han var så ubeskedent stor.
Tænk Dem, det er en mand som heter Nekrasov, redaktør for
et tidsskrift som heter «Sovremennik». En dag kommer en ung
mand til Nekrasov og leverer et manuskript, manden kalder sig
Dostojevski og sit manuskript hadde han kaldt «Fattige folk».
Nekrasov læser det, rykker til, løper ut i staden midt om natten
og vækker den store Bjellinski med utropet: Vi har fåt en ny
Gogoll Men Bjellinski er skeptisk som en kritiker skal være,
først da han har læst værket glæder han sig med den andre. Ved
den første sammenkomst han nu hadde med Dostojevski, aner-
kjender han varmt den unge forfatter; men denne støtte straks
den store kritiker ifra sig ved å holde sig selv for et geni.
Simpelthen. Den lille store Bjellinski fandt ikke den alminde-
lige beskedenhet hos Dostojevski. Han var uten mål, alene. Men
da har jeg læst at Bjellinski blev reserveret. For en ulykkel
skrev han; Dostojevski var utvilsomt talent; men hvis han alle-
rede nu indbilder sig å være et geni, istedetfor å arbeide på
sin utvikling, vil han ingen vei komme! — Og Dostojevski
indbildte sig å være et geni og han arbeidet på sin utvikling
og han kom så langt på sin vei at ingen endnu har nådd ham.
Gud vet, hvis Dostojevski ikke hadde indbildt sig at han var
et geni om han da altid vilde ha git sig i kast med de største
opgaver. Nu står hans tolv bind der og kan ikke liknes med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
