Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
kunde leve av en eneste oliven i ukevis. Papiret tjener til å
mangfoldiggjøre den hellige bok. Derfor har det slik anseelse.
Man vælger papir til sine avskrifter med den største omhu,
skjærer sin pen og blander sit blæk med andagt. I det hele tat
skal skrive- og læsekunsten endnu stå høit i Islam; men noget
lærdomsliv som for eksempel i de store tider i Samarkand skal
det ikke være tale om. Dette har jeg læst hos Vambéry. Hvad
enten vi vender os til Konstantinopel, Kairo eller Bokhara
er universiteterne — sier han — i forfald, og der hvor før ara-
biske lærde samlet lærlinger allevegne fra sitter nu en lærer
og underviser børn med en lang stok i hånden. Og dog — gam-
mel kultur dør sent: i Mellemasien gives det steder hvor det
er høiskoler av så stor anseelse at de lokker til sig elever fra
Arabien, Indien, Kaschemir, Kina, ja endog fra Volgas bredder.
Og hos enkeltmænd kan man selvsagt støte på en uhyre lærdom
iblandt.
Det er med ærbødighet også vi går forbi disse boder med
skrifter og papir. For manden derinde er så henrivende værdig.
Værdig — hvem er ikke værdig her? Stanser vi ved en bod
og eieren er fraværende kommer han ikke springende og vil
ha os ind. Han later os stå der. Han kan selv sitte utenfor hos
naboen og prate og der vedblir han å sitte. Så ropes til ham
fra et andet sted i gaten at det er kunder ved hans bod og da
reiser han sig langsomt og majestætisk og kommer. Hvorfor er
han ikke kommet før? hvorfor ikke straks? Fordi han ikke
selv må opdage sin kunde først skjønt han kan ha set os hele
tiden. En orientaler er ikke så forhippet — hvis han ikke er
blit demoraliseret av vesterlændinger. Går vi da videre opover
gaten og vi kommer til en anden bod hvor eieren er fravæ-
rende vil den første kjøpmand gjøre gjengjæld og rope til den
andre at nu er det kunder ved hans bord. Hvorpå den andre
kommer. Det var en makeløs og velsignet likegyldighet for
os «englændere».
Nu er det at hotellets dørvagt allikevel dukker op midt for
vor næse herute i det asiatiske kvarter. Han har snuset op
vor vei og fundet os. Og han prater og hilser til alle turbaner
og peker på våpen og tæpper for os og ødelægger hele gaten.
Men det må indrømmes, han visste om smuthuller som vi ikke
hadde fundet endnu. Han førte os ugenert tværs igjennem
en bod og ind i bakgården til en anden som kunde være langt
rarere. Slik trak han omkring med os. Undertiden satte vi os
ned og da blev det bragt os kaffe og cigaretter eller pipe. Og
vi behøvet ikke å kjøpe nogen av varerne, men vi kunde se
på alt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
