Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kratskog (1903) - En ærkeskjælm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
Men Elina kom jo ikke godt fra den affære. Nogen straf fik
hun ikke; for politiet satte bare en liten uskyldig skræk i hende
og det var billig sluppet. Så tok lærerinden sig av hende. Å
ta sig av et barn er å mærke det ut, stille det på prøve, holde
opsigt med det fra øiekrokene. Elina ropes tilbake i frikvar-
tererne: Lille Elina, vær så snil å vente litt, jeg vil tale med dig!
Så formanes hun kjærlig og bestemt, mindes om saken i utide,
pålægges å be Gud om tilgivelse.
Men da sker det jo et knæk i hende.
Elina sløves, møter op med uvasket ansigt, glemmer sine
bøker hjemme. Mistænkt, forfulgt av ransakende øine får hun
den vane å dukke sig for lærerindens blik, å undgå å se folk
i ansigtet. Hun lægger sig til de rappe øiekast i smug som gir
hende et forfløient uttryk. Så blir hun konfirmeret en dag,
præsten gir hende en traktat om synd mot et særlig bud, hele
kvartalet har sine tanker om hendes fremtid. Så går hun bort
fra kvartalet, bort fra det lille rum. Solen lyser over byen, folk
driver om i gaterne med blomster i knaphullerne; hun gjør
selv en landtur med i droske ..
Nu traf jeg hende igjen inat. Hun lever dernede, hun stod i
en port og hvisket mot mig. Hun kunde ikke undgå mig, jeg
hadde hørt hendes stemme og jeg kjendte det røde ar. Men Gud
hvor hun var blit fet!
Kom hit; det er mig, sa hun.
Ja det er også mig, svarte jeg. Hvor du er blit stor, Elina.
Stor? Hvad var det for snak? Hun hadde ikke tid til passiar.
Vilde jeg ikke gå med ind da fik jeg ikke stå der længer og
skræmme andre bort.
Jeg nævnte mit navn, mindte hende om bakgården, om lille
Hanna, alt jeg visste. Lat os gå ind og snakke litt sammen! sa
jeg så.
Da vi kom ind spurte hun:
Gir De litt å drikke?
Således var hun.
Tænk om Hanna også hadde været her nu! Så hadde vi sittet
sammen igjen vi tre og pratet om dit og dat.
Elina lo skrattende.
Hvad er det De våser om? Går De i barndommen?
Husker De ikke Hanna mere? spurte jeg.
Da spyttet hun arrig frem for sig.
Hanna og Hanna! Trodde jeg at hun fremdeles var et barn?
Dette med Hanna lå altfor langt tilbake i tiden; hvad var nu
dette for tøv! Skulde hun hente os noget å drikke?
Gjærne det!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
