Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sværmere (1904) - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Jeg vil redde dig, sa Rolandsen. Du skal ta dig iagt for
fiskergutterne her omkring, de er slike fristere.
Det er ingen større frister end De selv, sier en anden pike.
De har jo to barn. De måtte skamme Dem.
Er det du Nicoline som taler? Du har altid været min hjærte-
værk og min bitterdød Nicoline, det vet du godt. Men dig
Ragna vil jeg redde aldeles skånselløst.
De kan jo gå til jomfru van Loos, sier Ragna.
Men du har så overdreven liten begripelse, vedblir Roland-
sen. Hvormange timer damper du for eksempel de fiskehoder
før du skruer ventilen igjen?
I to timer, svarer Ragna.
Og Rolandsen nikker. Det hadde han utfundet og beregnet
før. Ho, den brand Rolandsen, han visste hvorfor han gik
denne tur til fabriken hver dag og snuset og spurte pikerne ut.
Løft ikke det låk av, Pernille, ropte han. Er du gal!
Pernille blir rød. Fredrik har sagt at jeg skal røre i panden,
svarer hun.
For hver gang du løfter låket av damper varmen bort, sier
Rolandsen.
Men da Fredrik Mack, handelsmandens søn, kom tilstede litt
efter slog Rolandsen over i sin sædvanlige skøiertone:
Var det ikke du Pernille som tjente hos lensmanden et år?
Du var så mandbisk og sint at det eneste du ikke fik slåt istyk-
ker var sengedynerne.
Da lo alle omkring. Pernille var jo netop den mildeste sjæl
i verden. Og vanhelset var hun også og dertil datter av orgel-
træderen i kirken, så det var en liten smule gudelig ved hende.
Da Rolandsen var kommet ut på veien igjen så han klokker-
datteren Olga påny. Hun hadde vel været indom kramboden.
Nu gik hun på av alle kræfter for å komme væk, det var en
skam om Rolandsen skulde” tro at hun hadde ventet på ham.
Men Rolandsen trodde intet i den retning, han kjendte til at
hvis han ikke netop møtte den unge pike ansigt til ansigt ilet
hun bort fra ham og forsvandt. Og Rolandsen hadde heller
intet imot at han ingen vei kom med hende, ikke spor. Det var
ingenlunde hun som optok ham.
Han kommer hjem til stationen. Han antar en storagtig
mine for ikke å få påhæng av hjælpetelegrafisten som gjærne
vilde prate med ham; Rolandsen var ingen behagelig kollega
i disse tider. Han lukker sig inde i sit avsides kammers som
ingen anden end han selv og en gammel kone betræder. Her
lever han og her sover han. |
Dette rum er Rolandsens verden. Rolandsen er ikke bare let-|
9 — Hamsun: IV
kl
r
2
EE
na :
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
