Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sværmere (1904) - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
og lovet endog selve tyven de fire hundrede daler i belønning
om han mældte sig. Maken til flot ridderlighet var aldrig set.
Måtte nu ikke enhver indse at det ikke var de stakkars stjålne
penger Mack vilde berge tilbake? Men sladderen døde ingen-
lunde på alles læber: Er tyven den jeg tror så vil han nok ikke
mælde sig nu heller! Ikke mine ord igjen!
Den store Mack sat i en aldeles ulidelig knipe. Hans anseelse
blev undergravet. Han hadde været den store Mack i tyve år
og alle hadde ærbødig viket for ham, nu syntes det som om folk
ikke hilste ham så agtelsesfuldt som før. Og han var dog atpå
kjøpet ridder av en konges orden. Hvad hadde ikke han været
for en herre! Han var bygdens ordfører, fiskerne forgudet ham,
de små handelsmænd i utværene efterapet ham. Mack hadde et
maveonde, det var vel kommet av hans fine kongelige levemåte
og han brukte sit brede røde skjærf om maven så snart det var
litt koldt. Rødt skjærf om maven blev nu også anlagt av han-
delsmændene i utværene, disse små opkomlinger som Mack lot
leve av nåde. Også de vilde gjælde for storkarer som spiste så
fint og overdådig at det blev maveonde av det. Mack kom til
kirken i sko som knirket og gik opover kirkegulvet med høi-
modig støi; men også knirkende sko lærte han folk å bruke.
Det var dem som satte sko i vand og knusktørket dem til søn-
dagen for å knirke godt på kirkegulvet. I alt hadde Mack været
det store eksempel.
IV
Rolandsen sitter i sit rum og laborerer. Han ser fra sit vindu
at en bestemt gren på et bestemt træ i skogen bevæger sig op
og ned. Det må være nogen som rusker i træet, men løvet er
alt blit for tæt til at han kan se mere. Så laborerer Rolandsen
videre.
Men det vil ikke gå med arbeidet idag. Han prøver å røre
gitaren og synge de morsomme klagesange, men heller ikke det
er ham tilpas. Våren er inde, det er bevægelse i Rolandsen.
Elise Mack er kommet, han traf hende igåraftes. Han var
stolt og stornæset og kunde opføre sig; det var som om hun
vilde glæde ham litt med et par venligheter, men han tok ikke
derimot.
Jeg kan hilse fra telegrafisterne på Rosengaard, sa hun.
Rolandsen hadde intet venskap med telegrafisterne, han var
ingen kollega. Hun vilde markere avstanden mellem sig og
ham igjen, hoho, det skulde bli gjengjældt, betalt.
De må lære mig litt gitar engang, sa hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
