Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sværmere (1904) - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
Hvis De går ind kommer jeg bare efter og spør Deres far
om han har læst bøkerne, sa Rolandsen.
Far er ikke hjemme.
Nå. Det er heller ikke ham jeg vil træffe. Men De Olga
er bitter og umedgjørlig idag. Det er umulig for mig å opnå
en venlighet av Dem. De overser mig, sløifer mig.
Olga lo igjen.
Børre har altså en datter, sa Rolandsen. Piken heter Pernille,
jeg har været og hørt efter. Hendes far træder orglet i kirken.
Skal De ha en kjæreste på hver finger? spurte Olga oprigtig.
Min forlovede heter Marie van Loos, svarte han; men vi har
gjort det forbi med hverandre. De kan gjærne spørre hende.
Hun reiser visst snart.
Ja mor, nu kommer jeg, ropte Olga ind vinduet.
Deres mor kaldte ikke på Dem, hun bare så på Dem.
Ja, men jeg vet hvad hun vil.
Nå således. Ja nu skal jeg gå. Ser De, Olga, De vet nok
også hvad jeg vil, men De svarer ikke mig på samme måte at
ja nu kommer De. |
Hun åpnet døren. Nu hadde hun sikkert fåt det indtryk at |
han ikke var den overlegne Rolandsen, og han måtte gjen-
oprette sig litt. Gik det nemlig an å tape så grovt? Han be*
gyndte å tale om døden og var pussig; han fik jo dø nu, og |
det skulde ikke være ham så meget imot å dø. Men han vilde |
ha det på sin egen måte ved begravelsen. Han vilde selv kon- pi
struere en klokke å ringe med og kolben skulde være lårbenet e
av en stut, så dum hadde han været. Og præsten skulde holde
den korteste tale i verden og bare sætte sin fot på graven og si:
Jeg kjender dig død og magtesløs å være!
Men Olga kjedet sig nok og var ikke undselig mere. Hun |
hadde endda et rødt silkebånd over halslinningen så hun vi
var som en dame, og heller ikke kunde nogen se knappe- |
nålen nu.
Lat mig gjenoprette mig mere, tænkte Rolandsen. Han sa: |
Jeg hadde ventet at dette skulde bli til noget. Min gamle for- Ki
lovede i præstegården har broderet mig så ut med forbokstaver AN
at jeg er et syn, det står sågodtsom Olga Rolandsen på alt jeg HÅ
har. Dette syntes jeg var et tegn fra himlen. Men må jeg nu Å
hilse Dem og takke for idag! kr
Og Rolandsen svinget hatten og gik. Så overlegen endte han. LI
Det skulde dog være rart om hun ikke nu gav sig til å grublisere |
litt på ham? |
Hvad hadde nu hændt? Endog klokkerdatteren hadde avvist LÅ
ham. Godt! Men var det ikke meget som tydet på at det var
10 — HFamenn: TV fi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
