Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Udi søden sommer. En bitte liten roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Jeg vet om en som kunde være betydelig lykkeligere, sa hun
og blev sprutrød.
Men det er ikke Dem?
Jo det er mig. De er læge og forstår det. Det er farlig å
ligge på landet og bli kjærnesund av luften og havet. Og her
er ingen å tale med. Her var ingen før De kom.
Løven Oxenstand gik forbi. Han syntes å lete efter nogen |
å slå ihjæl.
Denne fru Anderson kan være sammen med Dem når hun
vil, sa fruen.
Doktoren lo og sa:
Det er bare i forretningssaker. Vi assurerer folk. Hun tjener
KE
penger som græs .... Lat mig se Deres ring. Giv mig dog
Deres hånd. Ikke? Bare et øieblik?
Nei det tør jeg ikke. Gjør fru Anderson det? .... Godt,
nu lægger jeg min hånd i Deres som om jeg indvilger i noget.
Men Gud, jeg gjør det ikke, jeg indvilger ikke i nogen ting,
forstå mig ret. Men kjære hvad gjør De?
Hun trak sin hånd tilbake.
Men han hadde kysset den forinden.
Hvor Deres hånd er fin og varm! sa han.
Og fru Anderson gik forbi. Tændtes skinsyken i hende? Hen-
des øine glimtet sælsomt til da hun så de to. Fru Anderson
fortsatte stolt sin vei, men da løven Oxenstand sat på veran-
daen og begyndte å tale til hende kom hun ham imøte med |
usædvanlig iver. Og de blev sittende i en lang febrilsk passiar
som om de begge vilde vise de to i haven at de hadde fundet
hverandre.
Fru Anderson frygtet ikke mere for nogen regning. Hun be-
talte i pensionen som om den lille gjæld var ingenting, en
drikkeskilling som faldt av fra de store assurancepræmier. Og
etatsråden kastet i mørke aftener store buketter indgjennem
hendes vindu i første etage. Vistnok var hun i alle fruers inder-
lige unåde på dette sted; men det brydde hun sig ikke om.
Hun syntes å ha et hjærte av sten overfor alle andre end netop
dem hun hadde fåt interesse for. Således huset hun ingen med-
følelse med sin uheldige konkurrent assuranceagent Anderson.
Han var en bøffel, han talte ikke til hjærterne. Av de få I
ord hun hadde vekslet med ham kunde de omkringstående
høre hvad de to undte hverandre: ingenting, død og øde- | |
læggelse. |
Agent Anderson så ut som en eneste farlig sammensværgelse.
En varm nat lå etatsråden ut gjennem sit vindu og kjølte
sig godt av. Det var mørkt og han hørte bare trærnes sagte
EERSTE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
