Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Under halvmånen - III. Kirkegård og dervisj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
281
Det er de hylende dervisjer vi skal høre.
Vi kommer til klostret hvor vi betaler for å slippe ind. Døren
åpnes, vi står i en stor sal hvor vi finder plass på en bænk
utenfor en skranke. Skranken går rundt hele rummet; utenfor
sitter vi og andre nysgjærrige, indenfor skal dervisjerne op-
træde. Det hænger koransprog 0g andre dekorative malinger
på væggene; gulvet er belagt med sorte, hvite, gule, grå, brune,
røde og blå uldskind, lammeskind. Det er os et lite savn
at her ikke også er grønne lammeskind; er det en forglem-
melse? Ak nei, den grønne farve er profetens, den er hellig,
den kan ikke trædes på.
Præsten kommer ind gjennem en dør i bakgrunden. Han
er en mand i firti års alder med et ganske usædvanlig vakkert
og mildt ansigt. Han har sort dragt og sort lue med hvit pull.
Han læser et stykke av Koranen.
Og nu begynder tumulterne som er noget av det ensfor-
migste og kjedeligste jeg har oplevet. Det tok os mere end to
timer å overvære ceremonierne og da enden endelig kom var vi
møre av å sitte stille og av å høre på hylene og av å prøve å
finde en eneste fornuftig mening i det hele.
Gudstjenesten foregik i følgende orden:
Efter præstens oplæsning faldt tredive sukkertopper på knæ
og messet noget. Men dette var endda ikke hylene, langtifra,
dette var bare småtterier, indledningen. Men også indledningen
var såre lang.
Da messingen slutter reiser sukkertoppene sig op, præsten
holder en bøn. Hans sprog er vellydende, det glider på mange
I’er og er rikt på vokaler La illaha il Allah, det er ingen anden
gud end Allah. Under bønnen lægges det flere lammeskind
ut over gulvet. Jeg har aldrig set et værelse med flere lamme-
skind. Bønnen ender.
En forsanger falder på knæ.og synger, sukkertoppene svarer
stående, det er en vekselsang. Heller ikke dette kan kaldes hyl,
vi har mangen gang hørt det værre. De gode hylere hadde
bare latmandsarbeide endnu, de svarte bare nu og da; men
for forsangeren begyndte det å bli stridt, han tok sit lomme-
tørklæ op og tørket svetten. Sangen tok en evig tid. Det var så
besynderlig med det disse mennesker foretok sig at det skulde
være så endeløst altsammen. Besynderlig? Nei, naturlig. Det var
suggestionen de vilde opnå.
Vekselsangen vedvarer, forsangeren står det ikke længe ut
nu, det går på helsen løs, han kaster trøien. Og synger væk.
Så kan han ikke mere, hans kræfter slår klik, sukkertoppene
øiner faren og de blander sig mere og mere i hans sang og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
