Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Benoni (1908) - XXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
skinds opslag. Da tar Svend de røiserter på og de var som kle-
nodier på hans ben.
Hvis de passer så kan du ha dem med det samme, sa Benoni.
Og Svend vægter svarer:
Det er aldeles formeget gjort igjen. Det er søndagsrøiserter
for hele mit liv.
Så drak de nogen drammer og kjørte.
På veien pratet de et og andet; de reiste gjennem disse mar-
ker hvor Benoni kjendte hver ener og hver furu og hvert berg.
Der hadde han gåt i regn og sol og båret kongens post i en
løvevæske, og der var nu desværre også holla hvor han og Rosa
præstedatter hadde hvilet. Å den holla!
Kan du ikke synge litt? spør han bakover sin aksel.
Synge? Hm. Jeg har likesom ikke gaver mere, svarer Svend.
Det er nu så mangt!
Og da de åpnet flaskeforet længer inde i almænningen og
tok nogen drammer til blev Svend vægter så underlig og bløt
om hjærtet og dertil så røret i sit snak, ret som om han var
sulten og ikke tålte det stærke.
Det er nu så at jeg i grunden ikke har fåt mig mat idag, sa
han. Det er en skam å si det.
Nisten kom frem, julemat, lefse.
Hvorfor har du ikke spist?
Det var min egen skyld! Men det er nu så mangt! svarer
Svend. Han later forstå at det har været en liten ugreihet mel-
lem ham og Ellen om morgningen, så han efterpå ikke kunde
få mat ned.
De kjører og kjører. Svend vægter sier:
Dersom jeg hadde diamanten min igjen og jeg kunde få
lyve mig ut en kasse med glas hos Dem på kramboden så har
jeg tænkt på å begynde å vandre igjen.
Benoni vender sig mot ham i slæden:
Nu når du blir skipper!
Svend vagger med hodet.
Og med familje og barn og alt ihop!
Ja, svarer han, det er nok så; men.
Den gode Svend vægter hadde været gift i vel et halvt år,
han sang ikke mere om Sorosi piker og gik ikke længer som en
dans på veiene. Det faldt ham ikke mere ind. Et halvt år var
en endeløs tid nu. Han hadde fåt den han vilde, javel; men så
var det ingen god utålmodighet og spænding i ham mere, nu
var han glad for hver dag han fik bugt med. Og hver morgen
våknet han til den samme tilstand at han intet hadde å vente
på, to hundrede ganger i træk hadde det gjentat sig: han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
