Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
fortrøstet han sig mere og mere, han glemte å gjøre sig til med *
sine ord og talte da som sine gelikere. Hans bedste tilhører;
utværingen som hadde spurt sig så høflig for, sa igjen:
Jaja Dokker er nu den som sitter med spektret for os alle.
Men nu var baronessen tilstede og Hartvigsens syn på tin-
gene blev derfor straks utvidet:
Vi som har færdtes og set forskjellig og set Bergen og hvad
som det angår vi synes vi er ikke det slag.
Å! sier en anden utværing og vagger med hodet, at Hart-
vigsen spøker svært.
Baronessen vagger også med hodet og sier med hele ansigtet
mot ham:
Nei Hartvigsen, det er ikke tvil om at det er De som sitter
med spektret.
Nå, mener De det, svarer han taknemmelig. Men for å
gå halvt med hende lægger han til: Men jeg kan nu gjærne si
at det er omtrentlig flere tusen av slike karer som mig i Bergen.
Å! indvender utværingen igjen og ser ingen ende på Hart-
- vigsens spøkefuldhet.
Rosa står inde i stuen. Jeg går hen til hende og gjør hende
opmærksom på hendes rødvinsglas som hun har sat fra sig
på et bord. Stuen er så vid, langt inde står dette glas alene,
det er så mørkerødt og ensomt, det er så glødende.
Ja, svarer Rosa mig bare og er langt andre steder med sin
tanke. Hun er vel allerede skinsyk på baronessen, sin veninde,
og tænkte for alvor på å komme og styre huset for Hartvigsen.
Hun kredset om kaffebordet på verandaen og fjærnet sig igjen
uten å ha ro.
Hartvigsen sa til hende i sin godmodighet:
Sæt Dem nu, Rosa, værsågod. Vi kan jo befordre tiden med
et glas sålænge.
Hun smilte og det så ut til at et under var sket med hende,
at hun var blit kjær i Hartvigsen. Hun satte sig.
Og jeg gik ut på verandaen, ut fra verandaen. Det var
meget å se på ute også. Efter en stund gik jeg ind igjen, det
var kommet toddy på bordet. Mack drak næsten intet, Hart-
vigsen drak næsten heller ikke mere, men begge skålte flittig
med gjæsterne. Stemningen var en anden. Den ene utværing
spurte den andre hvormange hans klokke var; da den adspurte
pratet det bort sa Mack taktfuld: Klokken er bare tre på dagen!
En liten stund efter spurte utværingen sin kollega igjen: Hvor-
mange er din klokke? Den adspurte sat som på nåler, han var
dog en ældre mand, men han blev pinlig rød i ansigtet. Slike
børn menneskene var hernord! Denne handelsmand fra ut-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
