Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199
å ta sig privat betalt for å føie kompagnonens navn til sit eget.
Hvad skulde det koste penger for? Men Hartvigsen kjæret
ikke om det. Så var han vel så bundløst rik denne mand at
det ikke gjorde ham noget. Han hadde dog bare siden i vår
hat også en anden stor utgift kanske på tusener: utbetalingen
til Rosas mand for å la sig skille. Men intet av alt dette
kom mig ved.
Hartvigsen roper op til bødkeren og Villads bryggemand:
Stryk ut den hånden igjen imorgen.
Skal vi stryke den ut?
Ja, jeg vil ikke ha den der.
Så hamler vi iland igjen og Hartvigsen sier til mig:
Der ser De, hadde jeg nu ikke kommet og bestemt det så
vilde den hånden ha ståt der på væggen. Hvad jeg vilde
sagt: De trives så vel på Sirilund?
Ja tak.
De hadde ikke hat fornøden å flytte fra mig. Nu er Martha
store barnet, jeg må ha en huslærer til hende.
Jeg indvendte at Martha kunde jo gå på den almindelige
småskole når den tid kom; men Hartvigsen rystet på hodet
derav. *
Det er nu så, svarte han, at barnet har lært å neie og har
lært mange gode lærdommer hos os. Så jeg må ha en lærer
til hende.
Jeg mente da at Martha senere kunde gå på skole sammen
med baronessens børn; men heller ikke denne ordning var
efter Hartvigsens sind.
Jeg er ikke i trang om å la barnet gå på lægd, sa han.
Da vi gik hjemover og kom til Hartvigsens hus bydde han
mig med. Rosa sat på dørhellen og vi satte os hos hende, en
liten snak kom istand, hun svarte så godt og sagte på mine
spørsmål til hendes helse. Hartvigsen bad mig rent ut om
å flytte tilbake til hans hus og være Marthas lærer; da jeg
aldeles ikke kunde gå ind herpå krænket det ham stærkt.
Og det var nu endda til ham jeg først var kommet i vår, sa
han. Rosa tidde.
Jaja, men De skal ikke vør å tro mere end som halvveis på
den gode Edvarda, sa Hartvigsen og nikket betydningsfuldt.
For hun er visst et ganske artig element, hvad det angår. Jeg
sier ikke mere.
Da intet blev svaret på dette glemte Hartvigsen al forsig-
tighet og gik videre:
Hendes mand skjøt sig i vinter!
Rosa blev rød i ansigtet og så dypt ned. Nei Benoni! sa hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
