Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201
hensigt å gå ut med ham og lære hans store likegladhet med
sig selv.
Alt dette tænkte jeg på og gik og gik mig uhyre træt. Jeg
hadde åv instinkt søkt mig ind i den tætteste skog som for å
skjule mig, jeg stod nu foran et vidjekrat som jeg vilde krype
ind i på alle fire for å komme godt ind og derpå sætte mig
i fred. Det var, som om jeg blev manet til det, ja som om
Gud drog mig hit for at jeg skulde hjælpe ham med noget i
min uværdighet.
Det er som en liten sti optråkket av dyr jeg kravler på,
da stien ophører ligger en bitte liten rund plass med et vand-
hul for mine øine; jeg reiser mig overrasket op og ser og stedet
ser på mig tilbake. Aldrig hadde jeg ståt på et sted så småt
og rundt, det var som et væsen hadde tilhold her i vandet,
men nu var gåt op gjennem luften og hadde tat taket med.
Da min første overraskelse har lagt sig begynder jeg å finde
behag i den døde stilhet på dette sted, lyset kom ovenfra
som gjennem en tut og ingen kunde se mig undtagen fra
luften. Her er godt! tænker jeg. Da den bitte lille dam er så
lav, sætter jeg mig ned for å være venlig og liten til den.
Her er myg, jeg lægger mærke til at den enkelte myg kanske
begynder et stykke borte, så lager den det slik at den kommer
i dans med andre myg. Selve vandpyttens flate ligger som en
hinde, myggen slår ned på den uten å bli våt, fivrel og andre
flyvere løper bortover den uten å efterlate sig noget spor.
En liten flittig edderkop har lagt sig til hvile i sit spind på
grenen.
Jeg glemmer at jeg er nedbøiet og såret i min egenkjær-
lighet, her er så godt. Her er ikke høire eller venstre, men
bare en omringelse; vidjerne står her, græsbunden står her,
gammelt og trangt er det her, stedet har ligget og arvet sig
selv fra menneskealder til menneskealder. Og intet indhenter
mig nu om jeg sitter her og forsømmer tid, her er ingen timer
og alle mål er bare et rundt vandhul med tæt av vidjer omkring.
Jeg vil lægge mig bakover og sove, men tar mig i det og
utfører ikke mit forsæt: edderkoppen har begyndt å røre sig,
jaja den venter vel regn. Jeg mærker i det samme at dammen
er feiet ren for myg og nu rifler sin flate som moirée. Jeg
ser mig videre om, der går et underlig ubehag gjennem mig,
jeg opdager at nogen må nylig ha været på andre siden av
den lille dam, nogen vidjer er skåret av som for å gjøre en
liten plass og skårene er ferske, de er gjort idag. Jeg hopper
over dammen, bredden ryster litt skjønt den er fast mark, mit
øie falder på skårene og jeg ser under en sælsom bevægethet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
