Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
De indhentet stadig sin mamas tillatelse til disse turer. Åja,
lat dem gå, sa baronessen; til vinters får de vel begynde å
lære litt småt! Hun var god mot børnene og de var meget
glade i hende igjen. De kunde si slike småting: Vent litt,
mama, jeg vil komme og være glad imot dig jeg, mama! Og
da holdt den tynde stærke baronesse dem høit tilveirs i sine
armer.
Å den mærkelige og skammelige baronesse Edvarda! Og
kanske var hun mere forvildet og ulykkelig end nogen kvinde
jeg har kjendt, jeg vet ikke, jeg har ikke kjendt mange.
Det er en sen kvæld. Det er ingen fred i mig, jeg har været i
Rosas hus en liten stund og hørt en sagte, næsten stum uover-
ensstemmelse mellem hende og hendes mand. Det var så uhyg-
gelig, Hartvigsen sa næsten ikke noget og Rosa svarte med å
tie. Da jeg hastet bort fra huset fik jeg et tungt, hjælpeløst
blik efter mig i døren.
Jeg vandrer atter til skogen og har mange tanker, jeg kom-
mer op til åserne og søker til mit gamle sted med dammen
og den lille hedenske stenmand. Jeg kryper atter på alle fire
den lille sti ind i vidjekrattet, da holder jeg brat inde, det er
folk før mig på stedet. De taler ikke, de bader, uten en tråd
på sin krop, midt i den lille dam begge to. Jeg ser straks at
kvinden er baronesse Edvarda; manden kjender jeg ikke med
en gang, hans hår er delt i midten og hænger vått og langt
ned til begge sider. Da ser jeg på hans klær som ligger på
bredden at det er Gilbert lap.
De bader, de dukker sig samtidig, han holder sin arm om
hende. Jeg ligger som forstenet og stirrer på dem, de står
undertiden ret op og ser på hverandre, men det er intet blik
i deres øine, de puster og er i ekstase; tilslut bærer de likesom
hverandre ut av dammen op på den lille ryddede plass. Lappen
blir stående, han puster, vandet driver av hans hår. Baro-
nessen sætter sig ned, krøker benene op under sig, lægger
haken på det ene knæ og sitter slik og later øinene gå. Hun
venter på hvad han vilde gjøre med hende. Da sætter han
sig hos hende, murrer, griper hende pludselig i strupen og
magter hende. Å, nu er de begge vilde, de skjælver hos hver-
andre, de smælter sammen med armer og ben, det er unævnelig
hvad de gjør; et skrik vil ut av mit bryst, men forblir stumt,
den lille avgud og jeg er vidner og jeg er målløs som den.
Jeg finder mig selv på vandring baklængs ut av krattet og
jeg må vel av instinkt ha faret varsomt, intet andet høres fra
de to ved dammen end en tynd usselhetens sang, det var en
avfældighet og en syke i den, ja som om den kom pipende fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
