Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
Munken Vendt ler forundret og spør:
Hvad ber du mig om forlatelse for?
Jeg svarte ikke herpå, men kjærligheten er hård! svarte jeg
bare.
Da spurte han og så med store øine på mig:
Du er nu vel aldrig kjær i dette gamle — denne — hvad skal
jeg kalde hende?
Nei i Rosa, svarte jeg.
Dag og nat går, Munken Vendt vantrives herhjemme og
vil ut og skyte noget, men han kan ikke formedelst sine såre
hænder. Han har hat et sammenstøt med baronessen, de kom-
mer ikke det spor overens; Munken Vendt brøt sig endog en
god pisk og viste hende hvorledes han vilde tukte Gilbert lap.
Det var i skogen ved møllen. Jeg hører med tilbakeholdt pust
på hans ord:
Dette gale kvindfolk, denne kone kommer og —! Hun blir
endelig opmærksom på utslættet på mine hænder, det synes
å gå et lys op for hende, hun spør: Men De har nu vel aldrig
— har De været hos guden? Guden, sier jeg. Stenguden? sier
hun. Jo, svarer jeg, der har jeg været. Ulykkeligel roper hun.
Vi sludrer en stund om dette: jeg hadde fingret ved guden,
ved Gilbert laps gud, den var hellig, nu hadde den hævnet
sig på mig! Jeg ler fremdeles og spaser og gjør hende nogen-
lunde splittergal, da bryter jeg mig en håndterlig vidje og
står og kvister den småt og godt. Jeg forlanger lappen frem,
han hette Gilbert, et ægte kryp naturligvis; frem med ham!
Hun hørte ikke på mig, men kalder mig Ulykkelige og sier Stak-
kar og ynker mig. Stenguden! sier hun, å nu ser jeg det er
sandt at den kan hævne sig! Det er ikke en sten, sier hun, hvad
slags sten kan det være? Læg mærke til at den står der dryp-
pende fuld av hellighet som slægt efter slægt av lapper har
bedt ind i den! sier hun. Så er min tid kommet, jeg prøver
min pisk, at den hyler godt i luften, og det gjør samtidig
gruelig ondt i mine fingrer, men det ænser jeg ikke for for-
bitrelse. Lappen frem! sier jeg. Lappen? spør hun; han kan
ikke hjælpe Dem! Da går jeg avsted og finder ham selv! sier
jeg. Hun svarer: Er De gal, hvad vil De? Og hun løper efter
mig og holder mig fast. Konen er stærk, mærkelig stærk, og jeg
er så vanhjulpen i hænderne. Lappen frem, eller jeg finder
ham selv og pisker ham frem til Deres gård! sier jeg. Lappen?
hvad vil De med lappen? spør hun og puster som et dyr imot
mig. Jeg løfter pisken og gjør et hyl med den og sier bare:
Ved Gud i himlen! Forklar mig hva De vil med lappen!
skriker hun. Jeg forklarer hende at jeg vil tukte Gilbert lap,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
