Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317
Ja det sa jeg, svarer fru Falkenberg leende.
Ja det sa De. Men ikke sandt: at De var vakker det måtte
vel jeg vite som sat og så på Dem.
Barn, barn!
Og nu i kvæld er De endda vakrere.
Det kommer nogen.
’T’o mennesker reiser sig ret op bak syrinerne, fruen har den
fremmede ingeniør med sig. Da de ser at det er bare mig ånder
de like let igjen og prater videre som om jeg ikke var til. Og
slik er det menneskelige sind: skjønt jeg hadde gåt og ønsket
at alle vilde la mig være i fred blev jeg nu støtt over at disse
to estimerte mig så lite. Jeg er jo grå i hår og skjæg, tænkte jeg,
skal de ikke ære mig derfor!
Ja nu i kvæld er De endda vakrere, gjentar ingeniøren.
Jeg kommer på siden av dem, hilser likegyldig og driver
forbi.
Jeg vil bare si Dem at det nytter Dem ikke, svarer fruen. Der
mistet De noget! ropte hun til mig.
Mistet? Min lommeduk lå i veien, jeg hadde med vilje latt
den falde; nu vender jeg om og tar den op, sier tak og går
videre.
Hvor De er opmærksom på uvedkommende ting! sier ingeniø-
ren. En rødblomstret bondeduk! Kom lat os gå ind i lysthuset!
Det er stængt om natten, svarer fruen. Det er vel nogen
derinde.
Så hører jeg ikke mere.
Mit soverum er på loftet i borgstuen og mit ene åpne vindu
vender til syrinskogen. Da jeg kommer op hører jeg at det frem-
deles tales bak buskerne, men ikke hvad som sies. Jeg tænkte
ved mig selv: hvorfor er lysthuset stængt om nætterne og hvem
har fundet det på? Kanske en meget snedig sjæl som har ment
at når denne dør altid var stængt vilde det være mindre
dristig å smutte ind her en enkelt gang i godt selskap, ta nøk-
len ut og bli der.
Langt borte i veien hvor jeg netop var kommet ser jeg to
personer nærme sig, det er fete kaptein Bror og den ældre dame
med sjalet. De har vel sittet i skogen et sted da jeg gik forbi
og jeg gav mig nu til å tænke over om jeg muligens kunde ha
talt høit og sagt noget til mig selv idet jeg passerte.
Pludselig ser jeg ingeniøren reise sig bak buskerne og haste
til lysthuset. Da han finder døren stængt sætter han akslen imot
og bryter den ind. Det høres et brak.
Kom hit, her er ingen! roper han.
Fru Falkenberg reiser sig og sier svært forarget:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
