Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
Ja hvad skulde jeg gjørel hykler jomfruen og får skjev
mund, konsulen slog jo op med mig.
Jeg? At De har hjærte til å være så troløs! Derfor sier jeg
også: hendes øine er hendes mynt, hun kjøper alle med dem.
Fy, hr. konsul!
Kan De undres over at min siste forstand er væk? Tre år
på pinebænken, så kommer jeg og får høre at De har bort-
lovet Dem. Å jeg burde aldrig ha set Dem — eller hvad det
nu er Shakespeare sier. De har stor synd for mig.
Ja De ser mager og medtat ut!
Men slik er dere kvinder. Nu traf jeg en mand på nord-
reisen, Gud vet om han ikke var præst et sted. Han hadde sit-
tet ved sin kones dødsleie, sa han, og hadde hat sine tre sønner
hos sig. Han kjendtes ved de to, de liknet ham selv, syntes
han, men den siste som var liten og arm hadde han aldrig
kunnet utstå. Da sier konen: han er din søn! Manden sank
ihop som om han blev stuvet. Efter en stund mander han sig op
og spør: Og ikke de andre? Konen svarer ikke. Og ikke de
andre — ikke de andre, hører du? gjentar han. Men da var
konen død.
Konsulen og jomfru Salvesen ser på hverandre.
Uf! sa hun og grøsset.
Sæt Dem i denne mands sted, jomfru Salvesen: hele livet
går han nu og spør: ikke de andre? Han får aldrig svar.
Ophold.
Tak den manden hit så skal han få svar! sa pludselig jom-
fru Salvesen ivrig. Morn gruet naturligvis for den siste og så
sier hun — for nu skulde hun dø og vilde hjælpe den minste —
kjære husk på at han var den minste stakkar, og desuten var
han alt mistænkt — jeg har aldrig hørt så galt! Så sier hun —
Konsulen venter.
Hun gjorde det bare for å hjælpe den minste litt, roper jom-
fruen, forstår De ikke det?
Konsulen nikker. Han viker for denne gode tro:
Akkurat hvad jeg sa til manden, og hold munden Deres, sa
jeg til ham —
Hahaha, ja det kunde De gjærne si. Så fik han det! Jomfru
Salvesen blir likefrem pen og rød av bare god tro.
Konsulen viker mere, han hadde kanske gåt litt for vidt isted
og gjør det nu godt igjen:
Akkurat hvad jeg sa til manden altså, tildels med Deres egne
ord. Næsten nøiagtig ord for ord. Og dette bringer mig nu til
å tænke på hvor enige vi i grunden kunde ha været, jomfru
Salvesen, hvis bare ikke De hadde været så troløs. Nu skal jeg’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
