Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
begyndt å sælge flasker i smug, for det var så mange som var
det begjærendes. Og denne handel spredte adskillig liv og lys-
tighet over kjedelige søndagskvælder.
Folk bygget huser hist og her omkring dampskibskaien, alt
samlet sig om den, så at den nedre del av Segelfoss grund alle-
rede begyndte å bli som en liten by av stuer. Og det som for ikke
længe siden bare var fjæren og et par naust! Det var ingen tvil
om at livet hadde skiftet kulør for folk siden Tobias konge kom
til stedet. Der var nu Lars Manuelsens stue, var det ikke alt
kommet gardyner for vinduerne! Hans søn seminaristen hadde
vel ikke tålt å se sit hjem uten gardyner, som vente kunde være.
Men var det ikke efter den dag flere og flere som spurte Per på
Bua om prisen på gardyner!
Og hvorledes var det, lønte det sig længer for nogen kristen
sjæl å sitte på husmandsplass? Tusen umulig. De akerlapperne
som hørte til, den ret til slåt i utmarken, maset med å føre
vinterveden hjem fra vilde skogen — hele husmandslivet var
ikke værdt å leve mere, kjære man kunde jo få melet færdig
til mat på bryggen. Og det et mel som både sigtet og snehvitt
var. Dersom det ikke bare var for den poteten sin skyld så
skulde jorden såvisst få ligge der ubrukt, og var det ikke
for den mælkeskvætten i kaffen så skulde sandelig ingen skrape
gjeitfor i skogen heller. Slik var det. Å de hadde det godt alle
løsfolk nu, de gik i arbeide hos Holmengrå og var i Holmengrås
brød. Om Iørdagskvælden fik de en seddel av formanden, leverte
den til bryggechefen og mottok mel eller penger efter ønske.
Det var et liv for mennesker. Der var løskarer som satte sig i
skyld for hest og kjærre og drev på kjøring for bruket — hvad
så? Om kort tid kunde de vel betale både hesten og kjærren
hvis de vilde, for penger tjente de og penger skranglet de med
i lommerne når de stod ved Per på Bua sin disk. I det hele tat:
penger, skillinger var ikke sjældne mere. Man så det også på
gårdmændene omkring, kjære de tjente sig jo rike på denne kjø-
ring, det var et mirakkels, de kunde unde sig en ekstra kop
kaffe endog efter kvældsmaten og de kunde gå i høie staselige
røiserter midt på sommeren. Det kom så vidt at distriktslægen
Ole Riis begyndte å angre på at han hadde fåt sig embede sør-
på; i de siste ukerne han endnu var her tjente han så utrolig.
Hvad pokker! sa Ole Riis, folk som før ikke hadde råd til dok-
tor for nervefeber de henter mig nu to mil for en svulfinger.
Og den nye distriktslægen hørtes heller ikke å klage. Han
kom straks i vinden og blev hentet ut sent og tidlig, det blev
mote å prøve ham, det var et rart hjem som ikke hadde såpas
sykdom at ikke den nye doktoren måtte hentes. Det gik så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
