Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Han anet ikke hvad han gik imøte.
Nu han skulde reise til Trondhjem opgav han vel gravingen
til muren? Han vilde tværtimot gjøre den ifra sig idag og ha alt
i orden, murere vilde han få med sig hjem sørfra. Da han hadde
været oppe på gården til frokost gik han ned igjen til teglværket
og begyndte arbeidet.
Og nu hændte noget.
Han hadde gravet et par timer på det siste hjørne til muren,
så hugget hans hakke i træ. I træ. Han graver omkring træet,
tar spaden og kaster jorden op, graver igjen, der kommer en
kasse tilsyne, en kiste, — et lyn slår ned i ham: skatten! Hadde
den første Willatz Holmsen gravet en kiste ned så var den her!
Løitnanten trodde ikke på æventyr, men kanske hadde han litt
å holde sig til, et familjesagn, en optegnelse, det var som han
kjendte kisten. Han strævet længe med å få den op av graven,
men måtte opgi det, så knuste han låket der den stod og så ned
i dens dunkle dyp.
Skrin og små kasser i kisten, tunge, fulde av mynter, guld-
penger. Løitnanten gav sig til å bære i hus, men han var
svakere end nogensinde før i sit liv, hans knær dirret mere og
mere for hver vendereise og det var en lykke at han var alene.
Martin dreng kom med en ny god sten til muren og atter
med en ny god sten, men løitnanten var ikke å se. Det blev
middag og Martin dreng kjørte hjem.
Men løitnanten var ikke å se og tilslut går Pauline ned til
teglværket for å lete. Jo der sitter løitnanten i sin stue, han
er grå i ansigtet av lidelse. Se, en stor sorg vilde sikkert ikke ha
knust ham, men når han nu er så medtat da er det av en stör
glæde. Han måtte skikke bud på Martin dreng om å kjøre ham
hjem.
| Han kjører i dagens løp frem og tilbake mellem gården og
teglværket, han har meget å ordne og det haster, imorgen reiser
han. Han pakker sine kufferter i teglværket, stuver dem med
mystiske pakker, med ruller tunge som bly, det er gammelt
guld, spanske dubloner, engelske guineas, det er skatten. Javel,
det er reserver på en stor gård om det går en krig over den!
Dagen efter reiste løitnanten til Trondhjem. Han var grå i
ansigtet av lidelse, det var som om alt hans blod hadde forlatt
ham, men han stod opret på skibet, stod og støttet sig til sin
guldknappede stok.
Bryggechefen er meget på færde, han har øvelser med sit
blandede kor og hans egen betjent er hans fornemste bass. For
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
