Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
Konrads sak. Å den Konrads sak, hvad den var værdt, hvor-
ledes den kunde læske et hjærte!
Da blev Ole Johan både skuffet og fornærmet, pligten grep
ham pludselig, han skrævet storslagent tilbake til sin plass og
sit arbeide, han vrængte trøien av underveis og skrek tilbake til
dagleieren:
Nu kommer du, Konrad, og det på hellige flækken!
Lars Manuelsen gik sin vei.
Dersom at du skulde høre noget så kom opover og fortæl os
det! ropte Ole Johan efter ham.
Det skulde jeg bra ha fornødent! tænkte vel Lars Manuelsen
for sig selv. Dissane gamle kameraterne husker ikke på hvem jeg
er far til, tænkte han vel. Han gik nedover og kostet underveis
sin trøie.
Han Kornelius stod på Flaghaugen endnu og speidet. Nede
ved bua, ved kramboden, var den samme livlige trafik som hver
dag ellers, kunder og tilskuere, børn og hunder, betjente som
væltet kasser og fustager, væltet varer ind i den store lands-
butik til utsalg i småt.
Åt noget så lite kunde bli så stort!
II
Den samme bygning som gamle Per på Bua hadde begyndt
sin lille kramhandel i, men bua tilbygget og utvidet til det dob-
belte. Det hadde Theodor gjort.
Oppe på stueloftet lå Per på Bua selv og døde aldrig. Det var
-€t under så langvarig han blev endda han minket svært på den
lamme siden og fik en vissen kvindehånd og kvindefot istedet-
for de gode lemmer han hadde hat. Dø? Naturligvis. Men ikke
for tiden, ikke før tiden! Folk kunde mærke lang vei borte hans
daglige ulyst til å dø: han lå der i sengen og banket i gulvet
med en stok når han vilde noget, han banket ofte og banket
dundrende og blandet sig i alt som foregik. Han lå også altid
med vesten på så han ialfald ikke skulde være helt sengeliggende
med overkroppen. Men maroder var han og ynkelig lam, skjæg-
get og hvit i hårtafserne i nakken. Om somrene kunde han bli
løftet ut på varme dager og da var det ham en stor fornøielse å
iagtta trafiken fra og til hans krambod. Men om vintrene i de
korte dager lå han ikke og læste i avisblade eller postiler, dertil
var lampeoljen for uhyre dyr, men han lå i mørke og hørte på
svanernes sang langt borte, en mils vei borte, og det var en
uhyggelig sang som han sa hu til. Det var som om vinden svin-
get på jærnplater, kirkefløier vendtes, store porter gik på hængs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
