Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243
stuen nok av sølv og slepet glas på bufeten, moderne vaser,
jugend. En utskåren tysk klokke med snorer og pendel vilde
ikke røre sig mere uten en ekstra vægt på loddet, så hadde fru
Irgens bundet en sten på med grøn brodersilke. Det så ikke
godt og fornemt ut. Kabinettet vilde bli hyggelig med nogen
få kyndige forandringer. Netop nu så det litt forlatt ut, den gode
Mariane hadde den uskik å ta med sig en mængde av bøkerne
op på sit værelse og læse dem der og glemme å bære dem ned
igjen; nu virket det rigtig dårlig med det utdøde bokskap.
Hr. Holmengrå ropte datteren ned og slog i bordet til hende
om bøkerne og om stenen på klokken og de skjæve rullegar-
dinerne. Og Mariane ler hun også fordi farn altid er så snil
og spøkefuld, så tar hun ham om håret og sier at det er ingen
mening i så langt hår og at han må få det klippet nu på turen.
Ja. Men forresten er jeg ikke venner med dig, sier farn da
og er atter morsk. En sten på klokken! Og findes det ikke øie-
mål hos dig og fru Irgens? Ser du ikke hvor rullegardinerne
hænger og jeiper? Og det vil jeg si dig: Gå efter bøkerne!
Nu skal jeg si dig et, svarte Mariane, at jeg er dine børn,
og dersom du var en snil far så hjalp du mig å få ned igjen
bøkerne.
Jeg skulde bra hjælpe dig! sa han hånlig, dit udyr! sa han,
din indianer og din såkaldte Mariane!
Men så gik han naturligvis med hende og lekte endda mere
med hende skjønt han var en gammel mand. Slik levet de. Han
prøvet jo stundom å sitte alvorlig og sint til hende og lot som
han ikke hørte hendes ord, men var forhærdet. Men det endte
altid med at hun overvandt ham storartet.
Hr. Holmengrå hadde bare hende, bare Mariane. Sønnen
Felix var reist tilbake til Mexico da han endnu var en gut og var
nu mexicaner og sjømand, han førte alt skib. Det var vel gåt
ham som i sin tid farn: æventyrlig godt, Gud vet. Men da nu
Mariane var alene igjen hjemme så var hun sin fars børn, sa hun.
Hun var langtfra nogen skjønhet, gul i huden og med den
sorte hårrot voksende ned i panden. Ved næsen var noget råt,
den veiret, ja den var styg og stor. Men det var meget godt i
Mariane, ondt og godt som i alle mennesker, men i Mariane
stundom noget listig og stundom noget hensynsløst ømt. Skjønt
hun var så ung var hun moden for længe siden, ja hun hadde
arvet så meget efter sin indianske mor, det høie, myke legeme
og den glidende gang, at hun var et deilig menneske. Se nu hen-
des lysebrune øine — det var intet søtt ved dem heller, men de
var avlange og glinset stærkt. Og se nu de store guldhalvmåner
som hun hadde fåt hængt fast i ørene — de var intet mindre end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
