Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
245
v
Med muntert sind så begyndte sjura å drage på kvist til
reiret. Og Gud har git sjura dette muntre sind for at vi skal se
på hende og være tilfredse vi og, hadde bestandig gamle Katrina,
mor til lille Pauline og lille Gottfred sagt.
Når mars kom og det værste frostveir var over da koet gamle
Katrina på ruten og tinet isen væk og sa: I Guds navn, nu
er det da snart slut med denne vinteren også, der begynder
sjura å drage kvist.
Men forresten så drog ikke sjura bare på kvist og dermed
punktum, hun drog på alt hun så av blankt og av fett og av
uldent. Hendes nysgjærrighet og havesyke var så grov og hun
hadde lyst på de mærkeligste ting. Hvad skulde hun nu med
brillerne til Lars Manuelsen? Hun hadde ikke bruk for dem
til læsning i postilen som Lars Manuelsen selv, hun trængte
ikke om å se bedre end hun gjorde. Lars Manuelsen mistet
brillerne på veien hjem fra hotellet, og han visste nøiagtig
hvor han hadde mistet dem og han gik tilbake og lette, men
brillerne var skaffet avveien. Det er sjura! sa Lars Manuelsen.
Der fløi nu en sjur igjen, hun kom fra hr. Holmengrås store
hus og hun hadde noget blankt i næbbet — hvad det nu kunde
være, men det var ikke kvist og ikke strå. Da hun kastet sig ned
på marken liknet hun et papstykke som gik vindt. Men den elen-
dige sjura hun er allikevel hvit og sort og vakker, en skapt skjøn-
het; det sorte på hende har en grøn metalglans. Selv når hun
sitter på marken og dætter og dætter med kroppen er hun meget
herlig og liver op vidt omkring sig. Sjura er gløgg, hun ser
visst med ryggen, ved den mindste fare så letter hun; men når
hun er’kommet i sikkerhet sætter hun sig ofte til å skratte, så
munter er hun. Får hun fat i en kat eller hund ærter hun livet
av den og har stor moro. Hun søker ikke til menneskenes bo-
liger av glæde, men av klokskap, for å være beskyttet mot sine
fiender. Slik er sjura.
Men så er menneskene ofte hendes fiender selv.
Kan du skjønne hvad hun har i næbbet? sier Lars Manuelsens
kone.
Snak om sjura! svarer Lars Manuelsen selv, hun stjæler alt
hun ser, hun tok brillerne mine. Men lat hende nu bare få op
reiret sit og æggene i reiret og unger i æggene så skal jeg
snakke med hende!
Du rører ikke reiret! svarer hans kone.
Hver vår var det den samme strid, Lars Manuelsen vilde rive
sjurreiret, det gamle sjurreir i bjørken utenfor hans stue, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
