Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287
anden som har forfattet det, ialfald så er det godt nok kvalifi-
ceret. Og giftslangen det er ikke en giftslange, det må Dokker
ikke tro, for giftslangen det er et menneske som du og jeg. Jeg
har sat op hus for at vi skulde få se det, alle må kjøpe billetter,
vi skal vel ikke være ringere her end i andre byer.
Men en liten notis i bladet manglet. Det stod et avertissement,
men ingen notis. Theodor gik til redaktøren og spurte hvad det
skulde bety? Og hadde ikke hans firma til stadighet averteret
i bladet? Redaktøren var i klemme, en notis, javel, jo den skulde
komme! Men den kom ikke. Theodor gik atter til bladet, —
notisen, javel; men sakføreren hadde ikke fåt tid til å skrive
den. — Skulde sakføreren skrive den? — Ja. Og han hadde ment
at skuespillerne fik indfinde sig først.
Theodor kom ikke længer, han stod overfor overmagten. Han
kunde håne redaktøren, han kunde trække sit firmas avertisse-
menter tilbake fra bladet for tid og evighet, det vilde ikke nytte;
det viste sig at det var sakfører Rasch som eiet Segelfoss Tid-
ende. Så skulde da fan også hente denne forætte sakfører!
Theodor bet sig i munden og han var ung og hadde alle sine
tænder, så han bet godt. Han var ingenlunde rådløs, i ett nu
fløi en liten ide gjennem hans rappe hode: han visste om en
pike med et uldtørklæde om munden, og piken hadde ikke lagt
skjul på en bankbok hun hadde, men hvor hadde hun den
ifra? Det hastet ikke, vent bare, lat sakføreren skrive den notis
eller glemme det, han hadde valget!
Egentlig så stod det heller ikke så meget på spil for Theodor,
han leiet sit lokale ut og vilde få sin leie, han var prioriteret
kreditor. Det var jo bedst å holde fred med bladet endda for
senere teaterforestillingers skyld.
Skuespillerne kom, Theodor flaget, truppen fik logi i Larsens
hotel, syv mennesker med gammelt og ungt, en primadonna,
en chef, en kasserer. Julius vilde vise at dette fornemme selskap
var kommet til ordentlige mennesker, ja til et berømt hus. Han
hadde fåt ramme om sin bror L. Lassens billede og hængt det
op i salonen. Se, det traf sig så heldig at dette billede netop var
utkommet på Lutherstiftelsens forlag og præsten hadde straks
sendt et eksemplar hjem til sine kjære med påtegning og navn.
Nu hang det her i glas og ramme, præsten hadde kjole og
krave på, skuespillerne så på det, og Lars Manuelsen som
bragte deres tøi sa lige så godt først som sist: Det er min søn!
sa han. |
Jøsses! sa den ene av skuespillerne. Og da de andre hørte
dette utrop så de på hverandre og bet sig i fingrene og damerne
bet i sine lommetørklær. De bar sig så rart ad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
