Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293
Brysttoner, sa Bårdsen og sluttet. Denne gamle cello er et
menneske.
Men det er jo vidunderlig! sa frøken Clara sagte. Jeg er for-
tapt over Dem! Og mere sa hun av samme slag før hun gik, hun
måtte være grepet og talte oprigtig.
Da damen var gåt sa Gottfred forfærdet:
Jeg mener De er forelsket i hende?
Bårdsen undskyldte sig og svarte:
Jeg træffer så sjelden damer. Hun var forresten musikalsk,
mennesket.
Så gik da «Giftslangen i sin hule» over scenen den lyse som-
mernat. Det blev en stor begivenhet, bladet hadde en net notis,
folk kom løpende fra by og bygd og Nils skomaker solgte alle
sine billetter, ja han fik halvhundrede billetter tilbake av Kor-
nelius betjent, som var dørvogter, og solgte dem endda engang.
Sakførerens var der, distriktslæge Muus var der og et par fra
præstegården; fra Holmengrå sås fru Irgens og alle folkene,
litt senere kom sandelig frøken Mariane og Willatz Holmsen
ind, ingen holdt sig borte. Men det ubegrænsede billetsalg førte
jo til at huset blev overfyldt og distriktslæge Muus grinte over
ventilationen: Den første betingelse i et teater er luft! sa han
høit til Theodor på Bua. Men forestillingen gik så uventet lyk-
kelig, det viste sig at det sletteste ved stykket var titlen, indholdet
var raskt og hidsig, folk glemte at de sat i lugt og damp. Natur-
ligvis klappet ikke distriktslæge Muus og klappet ikke sakfører
Rasch, men bifaldet var allikevel stærkt, det begyndte ofte med
nogen klap av frøken Mariane og hendes herre og det send-
tes videre av "Theodor, teatereieren, lykkens gut. Distriktslæge
Muus blev sandelig tilslut litt forarget over bifaldet og snudde
sig om mot salen og sa hysj! I det hele tat var det en stor
kvæld.
Men hvad var nu størst av alt, stykket eller primadonna eller
kunstner Max? Primadonna. Da distriktslæge Muus kom til å
nikke anerkjendende til hendes spil engang og hviske et par
ord skulde jo sakføreren straks være med og si høit: Dette er
noget av det største jeg har set av skuespilkunst! Å men for-
resten så hadde visst herrerne bedst lyst på frøken Sibylle, og
det var ikke noget rart, for hun så overdådig godt ut. Men
hadde telegrafbestyrer Bårdsen været tilstede vilde han ha fåt
et mærkelig indtryk av giftslangen, av frøken Clara: hun åpnet
nu og da dyp av uskyldig fordærvelse, ingen kunde bli klok på
hende, hun kunde si uhyrer av grove ord med ren mund. Hun
vrængte ut ind på tingene og spilte på baksiden av dem, hun
hadde visst talent for utilregneligheten, den var natur hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
