Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
Det viste sig at de to venner var vokset langt bort fra hver-
andre, det blev snart rivninger mellem dem i al venskapelig-
het, og det var godt at Anton ikke kunde være borte fra for-
retningen længer end i fjorten dager, så måtte han hjem igjen.
Men i den korte tid som var dem levnet gav vennerne hver-
andre mange drygheter.
I begyndelsen var Anton stille og pen i hr. Holmengrås
hus, så tilbakeholdende at frøken Mariane syntes hun måtte
hjælpe ham og minde ham om at de var gamle venner. Det
hjalp straks.
De sitter og ser på ringene mine, hvad er det De ser? spurte
hun muntert.
Han tænker på hvad de har kostet, sa vel Willatz til sig selv.
Jeg så på Deres hånd, sa Anton.
Hvad så De på den? Om jeg blir gift?
Ho, De mener hvor ofte?
Nei fy!
Ja slik er han! sa Willatz. Det er en fin mand jeg har fåt i
huset!
Så lo de allesammen og Anton litt tvungent.
Ja jeg står ikke på nåler for å være fin, sa han. Eller for å
være født noget, så han. Eller for å være engelsk. Jeg er fransk-
mand, jeg er naturlig.
Jeg er norsk, sa Mariane.
Derfor elsker vi Dem, frøken.
Oprindelig hadde vel Willatz tænkt med sine ord å ta brod-
den av sin vens litt for store likefremhet, han kjendte Anton nu
og visste hvad som kunde ventes fra ham. Men Willatz opgav
snart å passe på, det fik bli Antons egen sak om han gjorde
formeget av det.
Ja dere er nu kommet i så god gang at jeg kan gå, sa han.
Herav lo de igjen, men Mariane ytret misfornøiet:
Partituret! Han holder på med et evig partitur!
Han er vidunderbarn, sa Anton. Han er født julenatten og
han spilte piano næsten med det samme. Men det er vel med
ham som med andre vidunderbørn: når barnet er voksent er
vidunderet borte. Ikke sandt, Willatz?
Dette klemte vel næsten litt for tæt. Mariane så dypt ned i
sit fang, Willatz svarte:
Hehe, det kan gjærne være, at du har ret! Ja adjø sålænge!
Vær nu ytterst pene børn!
Men det varte ikke længe før Anton skjønte at han burde
være gåt da Willatz gik, Mariane så ut av vinduet efter ham
og talte ikke muntert mere. Det hjalp ikke stort at Anton var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
