Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
367
Jeg tør overhodet ikke mælde mig hos Willatz dennegang.
Jeg hæftet ham så ilde sist, svarte Anton. Nu opholder jeg mig
her inkognito.
Hvorfor er ikke Deres søstre med, Theodor? spurte Mariane.
Theodor glemte å ta til hatten: Mine søstre? Frøken Hol-
mengrå, nei mine søstre de vil kaste mig ut, de er gale, de
ruinerer sig selv og ikke mig. Jeg har nu straks mit eget firma!
Og Theodor forklarte alt omhyggelig og han gjorde sig ikke
videre til, her var han på sikker grund. Tilslut forklarte han at
han ikke engang spiste hjemme længer, men indtok sine mål-
tider på hotellet, alt for søstrenes skyld.
Solen daler stærkt og det blir en solnedgang så vældig, denne
rødme er av mere end guld og blod og den er som et lydløst
døn ned i havet. På et skjær sitter to store måser med brystet ret
imot kvældsrøden, de ser ut som av råsilke. De snur hode og
øine efter båtene men letter ikke. Mariane er i det hele litt
tankefuld, hun sier: Hvor de måserne er mystiske, de lever i
sin verden og er kanske høie fugler der, ansete fugler der. Så
at om de døde nu så blev det kanske savn efter dem i måse-
verdenen!
Rare ord, men Theodor syntes at de gjorde ham godt og var
forunderlig milde. Han hadde en liten gave med til frøken
Mariane fordi hun hadde været så snil å følge med idag, å bare
et eneste lite lommetørklæde til fem og tredive kroner, og det
hadde den handelsreisende sagt at han godt kunde forære en
prinsesse. Men nu gjaldt det om at frøken Mariane mistet sit
eget lommetørklæde i kvældens løp.
Er vi ikke snart fremme? spurte Anton.
Jo. Der hvor De ser flaget.
Flager De her også?
Jeg gjør mere end flager. Når det blir mørkt tænder vi
fakler og ampler.
Det viste sig at Theodor hadde hat folk herute til å forberede
alt. De stiger i land og går op til hytten. Der kom straks vin og
glas og kaker til en hjærtestyrkning. Og mens nu kokker og
mundskjænker tænder ild og begynder å dække op følger Theo-
dor de fremmede omkring på dunværet. Han er stamgjæst her
og kjender alt. Det var vort dunvær engang! tænkte vel dam-
erne fra Utvær. Og det var sandt nok. Men så var det engang
at Henriksen i Utvær hadde en stor og farlig skyld og så gik
dunværet over til Theodor på Bua. Alting går fra hånd til hånd.
Øen er ubebodd nu, fuglene reiste, deres reder tomme, dunen
indhøstet for siste gang, bare de små tak over rederne stod igjen
til de kommende fugler næste år. En forsinket kjeld sprang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
