Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
423
Jo på bua anet de det nok, gutten Theodor han hadde næse,
hadde urtæft, og han mente ikke å ha nogen grund til længer
å skåne huset Holmengrå for en mistanke. Frøken Mariane
hadde været så hårdhjærtet og forsmædelig mot ham, kanske
vilde hun nu værdiges å øine ham på jordens overflate.
Kanske. Men det skulde ikke Theodor på Bua gå ut fra,
Mariane var hver dag som hun pleiet, i rød kåpe og stor hat.
Og dette nye som var kommet på? Det syntes ikke å være nogen
overraskelse, kanske hadde hun anet sin fars stilling, hun var
listig og flink, hun kunde ha kommet over brever og telegram-
mer. Og hvorfor hadde hun i sommer påskyndet sin forbindelse
med Willatz Holmsen om ikke for å komme krakket og kata-
strofen i forkjøpet?
Men en ting syntes å bringe frøken Mariane i vildrede: Bård-
sen, telegrafbestyreren som netop i disse dager var blit avsat
fra sin stilling og derfor hadde endda bedre tid end før til å
drive efter veiene, denne Bårdsen møtte hun og hendes far
ofte når de var ute og hver gang hilste Bårdsen som til en konge
på brukseieren. Hvorledes kunde det ha sig? Kjendte nogen
mand hendes fars stilling og gjennemskuet hans telegrammer til
og fra Felix i Mexico så var det vel Bårdsen. Han hilste bruks-
eieren dypt og ærbødig som fordum. Var da ikke farn ruineret?
tænkte vel Mariane. Eller fandt Bårdsen ham agt og ære værd
også efter hans fald?
Hun fik fat på sin gamle ven lensmanden på Ura igjen og sa:
Hvorfor svarte De at det ikke var noget når det var så meget?
— Jeg visste det ikke da, mældte lensmanden tilbake. Jeg hadde
fåt et telegram, men jeg forstod det ikke.
Så hadde hun fuld besked.
Javel, aldeles ruineret, han var også bunden, spilleren hadde
sat ind sin siste skilling og tapt. Så var dette hr. Holmengrå som
kom til Segelfoss og blev skjæbne for sig selv og andre. Han
var en skikkelse fra det fremmede, fra dypet, han var konge,
han gjorde livet til den gåte det er.
Han jamret ikke, talte ikke. Før når han lidde et tap eller
møtte et slag kunde han drikke sig fuld som en matros og klage,
nu bar han sig større ad, han grov en mærkelig kjælder som
han kunde fylde med noget, ja han smilte og var venlig som om
han nu kunde lægge sig og sove fire døgn i træk og være rik og
makelig. Den forunderlige mand. Men sakfører Rasch la med
forbauselse mærke til at alt ved det første møte med de frem-
medebyherrer listet brukseieren sin mystiske ring, frimurer-
ringen, av fingeren og gjæmte den i lommen. Hvorfor det? Den
ene av de fremmede byherrer hadde også frimurerring på fing-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
