Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
klare dem for dig. Hør her: jeg gjør mig til og later som jeg
blir opmærksom på en mærkelig træsort. Først så ænser jeg den
ikke videre, men om litt skyter jeg halsen frem og gjør mine
øine små og stirrer. Hvad? sier jeg til mig selv, det skulde nu
vel aldrig —! sier jeg til mig selv. Jeg kaster min bør og går
nærmere, jeg utforsker træet og nikker at det er et enestående
fabeltræ, jeg har fundet det. Og jeg tar min notisbok op og
beskriver træet.
Bare spøk og glæde, en liten rar impuls, jeg leker. Det har
børn gjort før mig. Og her kommer ikke nogen postmand som
overrasker mig. Men pludselig som jeg begyndte leken ender
jeg den, som børn gjør. Å men for et øieblik var jeg sat tilbake
til barnets kjære dumme salighet.
Undres på om det ikke var glæden over snart å få se men-
nesker igjen som gjorde mig så lekende?
Dagen efter kommer jeg til lappen, just som det siger ned en
rå skodde over fjæld og skog. Så går jeg ind. Og det hænder
mig intet uten godt, men det er ingen moro i en lappegamme.
Det står hornskeer og matkniver borti torvvæggen og det hæn-
ger en liten parafinlampe ned fra taket. Lappen selv er et kje-
delig ingenting, han kan hverken vise igjen eller trolle mere.
Datteren er over fjældet, hun har gåt i bumandsskole og kan
læse, men ikke skrive, de to gamle, manden og konen, er det
bare idioti med. Fælles for hele familjen var en dyrisk taushet,
spør jeg om noget får jeg eller får jeg ikke et bittelite svar til-
bake: Mnei, mnja. Jeg var ikke lap, de hadde mistillit til mig.
Hele eftermiddagen lå skodden og overrimet al skog. Jeg
sov en stund. Om kvælden blev himlen ren igjen, det frøs
på med nogen grader, jeg gik ut av gammen, fuldmånen stod
diger og stille over verden.
Nåda — de ustemte strænger!
Men hvor er alle fugler små
og hvor er jeg selv kommet hen?
Midt i en sølvmineverden jeg står
og intet kommer og intet går
og intet i verden hænder.
Jeg stirrer og kjender mig ikke igjen
hvorhelst jeg mit øie vender.
Så kom han til en skog av sølv —
slik lydde et æventyr.
Her hviler en sang i flimmer og flor
som sunget istand av et stjærnekor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
