Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
i banken, Josefine, og så er det visst ingen tvil om at hun har
en kjæreste på den andre siden av fjældet.
Jo, Josefine vil altid greie sig, hun er så for sig. Som nu da
frøken Torsen og hendes ven reiste. Vennen kunde ikke betale
sin regning her og han sa bare at han hadde ventet penger,
men de var ikke kommet, og nu kunde han ikke drøie længer
for sine affærer. Jaja, men når vilde regningen bli betalt da?
Fra byen, ho, med en gang naturligvis, pengene lå der!
Men det er nu slet ikke sikkert at vi får pengene — av ham da
ialfald, sa Josefine. For vi har hat slike spellikantere før her.
Og så syntes jeg det var harmelig at han gik derute på gården
og var like god for det og kastet stokken sin op i veiret og tok
den igjen. Da så frøken Torsen kom ind og bydde farvel, så
sa jeg det til hende, at om ikke hun kunde lægge ut for ham?
Så blev frøken Torsen rent forskrækket og sa at om han ikke
selv hadde betalt? Nei svarte jeg, det har han ikke, og som nu
iår så trænger vi hver skilling, sa jeg, for det har gåt så dårlig
imot de andre årene. Ja så sa frøken Torsen at pengene skulde
vi få, og hvormeget var det? Og det fortalte jeg hende, og da
sa hun at hun kunde ikke lægge ut for ham nu, men hun skulde
sørge for at pengene blev sendt, det kunde vi stole på. Og det
tror jeg nok, vi får da pengene om ikke fra ham. For frøken
Torsen hun sender dem nok....
Så går Josefine og steller istand niste til mig.
Pål er også på benene nu for tiden, han går ikke altid like
støt på dem, men han går da altid på sålerne. Men han har
ingen liv og lyst og rusler bare og fodrer hesténe og hugger
veden, så tar han sig ikke mere til. Det skulde nok endel gjødsel
ut fra sommerfjøset nu i høst, men det utsætter og utsætter Pål,
og så blir det vel ikke av. Så længe det går så går det. Men
imorges faldt jo den første snebløite og la sig over det utelig-
gende høi og over de vanbrukte marker. Så ligger den slik til
næste vår. Stakkars Pål også! Han er igrunden en godmodig
mand, men han stamper og stamper i en hvirvelvind; stundom
smiler han bent frem, så fånyttig er det å stampe videre — et
forvrængt smil.
Far hans, oldingen borti stuen, står iblandt utpå dørhellen
sin nu som før og tænker. Han står visst og husker sig om,
for han har nitti år bak sig. Husene på gården er kommet litt
i vase for ham, og i ethvert tilfælde er det altfor store tak på
dem, de kan komme ned og ta ham. Han spurte Josefine om
det var ’meningen at disse hænderne hans og fingrene skulde
få springe ifra ham bortover Jordet hver eneste dag. Så fik han
votter på hænderne, men dem blev han så lei til å tygge På, i
%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
