Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
også gutten sin som greidde det: Ja det ser jeg! sa han, nei det
var da artig! Ja nu skal Dokker være velkommen under mit
ringe tak og slikt det er!
Men jeg greidde det mindre end han og blev stående og
komme mig. Da jeg gjorde nogen spørsmål forklarte han alt,
at siden her blev automobiler op og ned i Stordalen så kom
her så mange reisende, og somme av dem vilde ligge over her
på hans sted før de blev rodd på dampen. For det var nu så at
de bestandig kom kjørende om kvælden ovenifra, og det kunde
være godt veir, men det kunde være ondt veir deslike, og fjorden
den var ikke god mangen gang natters tide. Og, som snakket var,
så hadde han måttet gjøre utvei til å hyse folk som kom, de
kunde ikke ligge ute.
Nei jaså du er blit hotelvært, sier jeg.
Dokker snakker bespottelig, sier han tilbake; men Dokker skal
ikke vør! For jeg prekeverer folk som kommer og det er hele
hotellet. Og noget andet kan ikke han Olaus, naboen min,
gjøre heller om han bygger aldrig så stort. Dér ser Dokker nu
hvor han bygger og slår ihop et hus, et uthus kan jeg si, og han
driver på med tre voksne mand så det skal bli færdig til næste
sommer. Men det blir nu ikke stort større end som hos mig
hvad det angår, og ikke vet jeg nu om fine folk og fornemme
folk vil tækkes med å gå den lange kroken bort til han Olaus
når jeg har mit hus like ved stoppestedet for automobilerne.
Og desforuten så var det nu mig som begyndte først med det
og hadde jeg været i Olaus sine klær så hadde jeg ikke villet
ape efter mig akkurat som en anden apekat og begyndt med å
hyse folk som han slet ikke kunde. Men han gjorde sig slet
ikke likere end han var og så tok han og slog op nogen gamle
seil og tæpper og tykpapir indvendig i låven sin og gik og
fik folk til å sove der. Men jeg har nu aldrig villet be for-
nemme gjæster og reisende om å ligge i en låve, et slikt förhus
og høihus for umælende kreaturer, om jeg kan snakke så frem-
fusende. Men det er jo så, når man ikke har skam i livet og
ikke har været i folks selskap før så —
Det var rigtig godt du kom, sier jeg, så jeg ikke tok veien
over til en slik mand.
Vi går nedover, han taler og forklarer hele tiden. Men
Olaus han var gang på gang en dårlig kar som hadde efterapet
ham så.
Dersom jeg hadde visst hvad jeg skulde møte så var jeg allike-
vel gåt Eilerts hus forbi. Men jeg visste intet, jeg var uskyldig, *
skjønt det ikke så slik ut. Det er ingen råd med det.
Hadde jeg nu bare ikke hat nogen boendes i det bedste rum-
OG å
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
