Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
Jeg sitter og tænker på at jeg har ikke hest på gården min.
Jeg drager selv al gjødsel og al ved.
Derfor er De blit så stærk.
Jeg må vel hjem i nogen dager og drage ved i vinter.
Ja det må De vel.
Hvad skulde jeg sagt, vedblev han med stor omstændighet
— og tidde.
Hvad var det?
Ånei det er ikke å tænke på. Det skulde været så godt om De
kunde følge med hjem i vinter, men. Jeg har et skarve kammers.
Jeg? Hvorfor det? Ja det var ikke så galt.
Ånei, om det var så vell sa snedkeren.
Men nu hører jeg navnet Solem nede i salen. Javel, der står
han, han brisker sig, det er selve Solemen fra Toretind. Han
står alene, han er opirret, det er ham selv som taler og sier
at han er Solem, Solemsguten. Han synes ikke å ha nogen be-
stemt dame, jeg hadde set ham vælge i flæng når han danset.
Så var det han bukket for den urette, hendes kavaler rystet på
hodet og sa nei. Brr! Solemen mærket sig det. Han lot parret
danse næste dans, da den var slut nærmet han sig igjen og
bukket. Og han fik atter nei.
Det var også en ualmindelig dame — raffineret eller uskyldig,
Gud vet. Halvblond på håret, høi, græsk, i sort kjole uten stas.
Å hvor hun var stille og undselig! Jovisst var hun en tøs, men
så ydmyg, en lastens nonne, hendes ansigt var så rent, det så
ut som en tilgit synders. Det makeløse frø!
Det var en dame for Solemen.
Da han hadde fåt nei av herren anden gang pså begyndte
han å uttale sig, å være Solemsguten i salen. Men hans bravader
var så kjedelige: at nu vilde rimeligvis ske noget, at her skulde
man se syndig fant her! Det hadde ingen klem, det var kjendt
prat for disse mennesker. Opsynsmanden tok sig en tur bort
til ham og bad om ro, samtidig pekte han ned til døren at der
sat konstablen og gav agt. Det stillet stormen, Solemen sa
selv: Ja hys, lat os ikke støie! Men han tapte ikke grækerinden
og hendes kavaler avsyne.
Han lot det gå et par danser igjen, selv engagerte han og del-
tok i dem. Der var nu for mange folk, alle efternølerne var
kommet, mange som ikke fik plass på gulvet måtte stå over,
hvorpå de skyndte sig næste gang å være de første.
Så skete noget.
Et par faldt. Det var Solemen. Han rev idet han reiste sig et
andet par overende, det var grækerinden og hendes herre, de
blev liggende. Og så mærkelig klodset bar Solemen sig ad med å
En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
