Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
kræfter og balstyrighet. Og fremdeles smiler han. Jaja, så er
her vel ingen skind, sier Solem og finder døren. Nikolai går
smilende efter ham. Ute på gården tar han og hjælper børen
på Solems ryg. Å tak! sier Solem og er ilde ved. En uhyre bør av
skind, av huder, han løftet den op og la den på, la den forun-
derlig på, overfødig på, Solem brøtes sammen i knærne og faldt
forover. Det hørtes et støn, det gjorde ondt, tunet var så fjæld-
hårdt. Solem ligger et øieblik, så kommer han sig op, han er
ikke lik sig mere, ansigtet stuvet, det rænder blod ned i hans
øine. Han prøver å gi den tunge bør et skubb til siden på sin
ryg, men den vedblir å hænge skakt, så begynder han å gå allike-
vel. Nikolai efter, smilende. De går veien like til de kommer
til skogen, den ene efter den andre, så forsvinder de for mig.
Nå, lat os nu være mennesker, det slag i bakken var ikke godt.
Det så også meget ondt ut med den tunge bør som hang så ilde
på en aksel.
I stuen hører jeg en hulken, fru Ingeborg er sammenbrutt
på en stol. I hendes tilstand!
Nå, det tar sin tid, men det retter sig, det går over, vi begyn-
der å tale litt, jeg får hende til ved små spørsmål å samle sig.
Han, den manden — karn — De vet ikke hvor forfærdelig
han er, jeg skal dræpe ham. Han var den som — han var den
første, å men nu får han nok, nu får han mere end nok, skal De
se. Han blev den første, jeg var skikkelig til da, men så blev han
den første. Og det var ikke av slik stor betydning for mig hel-
ler, jeg gjør mig ikke bedre end jeg er, det var mig nokså like-
gyldig; men siden gik det op for mig. Og det trak så meget dår-
lig efter sig, jeg kom så langt ned, på knærne. Det var hans
skyld. Og siden gik også alt op for mig. Jeg vil ved Gud i him-
len ha fred for den mand nu, han skal ikke komme mig for øie
mere. Synes De det er urimelig forlangt? Men Nikolai går nu
vel ikke hen og gjør en ulykke? Så kommer han på straf. Nei hør,
gå og se, løp efter, vær så snill Han dræper ham —
Neida. Han er en forstandig mand. Han vet vel heller ikke at
Solem har gjort Dem noget?
Da ser hun op på mig:
Spør De for Dem selv?
Hvordan —?
Om De spør for Dem selv? Det er stundom som om De vil ut-
finde mig. Nei jeg har ikke sagt min mand det. Så får De tro
hvad De vil om min ærlighet. Men jeg har sagt noget, sagt litt,
at jeg ikke fik være i fred for den manden. Han har været her
før også, det var ham som Petra vilde huse her og som jeg ikke
vilde huse. Jeg sa til Nikolai: den mand må ikke være her! Og
»
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
