Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
likere at du bygget stue. Mener du det? sa han og så på hende
med en påtat mine av tomhet i ansigtet, ja som om han blev
slåt av hendes ide. — Ja. Så fik dyrene gammen. — Han tænkte
på det: Jeg tror så vel at det blir bedst! — Der ser du, sa den
seirende Inger, jeg er nu ikke så av veien heller! — Nei. Og
hvad du mener om et kammers til stuen? — Et kammers? Så
blev det som hos andre. Ja om det kunde times os!
Det timedes dem, Isak han bygget og hugget nov og la sine
omfar, samtidig muret han gruve av dertil høvelig sten, men
dette siste arbeide lykkedes minst for ham og Isak var til tider
utilfreds med sig selv. Da slåtten begyndte måtte han stige ned
av bygningen og gå vide om i lierne og slå, han bar høsiet hjem i
uhyre bører, En regnveirsdag sa Isak at han måtte ned i bygden.
— Hvad skal du der? — Nei det vet jeg ikke akkurat. —
Han gik og var borte i to døgn, han kom bærende hjem med
en kokeovn — prammen kom duvende gjennem skogen med en
komfyr på ryggen. Du er ikke et menneske mot dig selv! sa In-
ger. Nu rev Isak ned igjen gruven som tok sig så dårlig ut
i det nye huset og stillet kokeovnen i stedet. Det er ikke alle som
har kokeovn, sa Inger, og du store verden for os! sa hun.
Slåtten fortsatte, Isak berget høi i masse, for skoggræs er des-
værre ikke det samme som enggræs, men langt ringere. Det var
nu bare i regnveirsdager han kunde bygge på stuen, det gik tråt,
endda i august da alt høiet var hjemme og i skjul under berg-
hammeren var det nye huset kommet bare halvt op. I september
sa Isak at dette går ikke, sa han, jeg mener du må springe ned
i bygden og få en mands hjælp til mig, sa han til Inger. Inger var
begyndt å bli litt pusket av sig i det siste og kunde ikke springe
mere, men naturligvis gjorde hun sig færdig til å ta avsted.
Men nu hadde manden betænkt sig, han blev atter hoffærdig
og vilde gjøre alt alene. Det er lite å bry folk for, sa han, jeg
klarer det alene! — Du står ikke ut med det. — Hjælp mig bare
op med stokkene. —
Da oktober kom erklærte Inger: Jeg vinn ikke mere! Det var
nu stor skade, takbjælkerne måtte og skulde op så han fik tække
huset før høstvæten begyndte, det var på høie tid. Hvad var det
med Inger? Hun tok vel ikke på å sykne? Nu og da ystet hun
gjeitost, men ellers dugde hun mest bare til å flytte Guldhorn i
sit tjor mange ganger om dag. — Få med dig en stor kurv eller
kasse eller slikt noget næste gang du er i bygden! hadde Inger
sagt. — Hvad skal du med det? spurte Isak. — Jeg trænger det,
svarte hun.
Han drog takbjælkerne op med rep og Inger skuvet på med
en hånd, det var som om det hjalp bare at hun var tilstede. Det
= EE "> verve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
