Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
I al evighet kunde ikke Isak stå der på gulvet og tie. Han sa:
Hm. Nå, det er ikke mere end som femten gjeiter nu? — Nei,
svarte Oline mildt. Ja du kan nu selv tælle dem, jeg får det ikke
til mere end som femten.
Nu, i dette øieblik kunde han gjøre det: strække ut hænderne
og forandre Oline betydelig av figur bare med et godt grep. Det
kunde han. Han gjorde det ikke, men han uttalte kjækt idet
han gik til døren: Jeg sier ikke mere just nu! Dermed gik han
ut som om det næste gang ikke skulde mangle på ordentlige ord
fra hans side.
Eleseus! ropte han.
Hvor var Eleseus, hvor var begge børnene blit av? Farn
hadde et spørsmål til dem, de var store gutter nu, de hadde
øinene med sig. Han fandt dem under løegulvet, de var krøpet
inderst ind og var usynlige, de forrådte sig ved en ængstelig
hvisken. Så kom de frem som to syndere.
Saken var at Fleseus hadde fundet en stub farveblyant efter
ingeniøren og da han vilde løpe efter med den var de skrævende
voksne karer alt et godt stykke oppe i skogen, Eleseus stanset.
Den tanke opstod i ham at han kanske kunde beholde blyanten
— tænk, om han kunde det! Han fik med sig lille Sivert så han
ikke skulde være rent alene mand om det og de krøp begge to
ind under Iøegulvet med byttet. Å den blyantstubben — en mær-
kelighet i deres liv, et under! De fandt spåner og skrev dem ut
med tegn, og blyanten viste rødt med den ene enden og blåt
med den andre; gutterne skiftet til å bruke den. Da farn kaldte
så nødvendig og høit hvisket Eleseus: De fremmede er vel kom-
met tilbake efter blyanten! Glæden var borte med ett, blev sopt
ut av deres sind, og deres små hjærter begyndte å slå og regjere
hårdt. Brødrene krøp frem: Eleseus holdt blyanten frem i arm-
længde ut imot farn at her var den og de hadde ikke gjort den
istykker, men gid de aldrig hadde set den for sine øine. —
De så ingen ingeniør. Deres hjærter stilnet igjen, de følte en
Guds lykke i sig efter spændingen.
Det var en kone her igår, sa farn. — Ja? — Konen her neden-
for. Så dokker da hun gik igjen? — Ja? — Hadde hun en gjeit
med sig? — Nei, sa smågutterne. En gjeit? — Hadde hun ikke
en gjeit med sig da hun gik hjem igjen? — Nei. Hvad for en
Jeit?
Isak grundet og grundet. Om kvælden da buskapen kom
hjem fra marken talte han gjeiterne først en gang: det var sek-
sten. Han talte dem engang til, talte dem fem ganger — det var *
seksten gjeiter. Ingen var borte.
Isak pustet lettet. Hvorledes var dette å forstå? Oline, krea-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
