Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304
forvridd og uten å kunne arbeide sig frem av den store vægt.
Efter en stund har han fåt den ene hånden fri, den andre ligger
han på, han kan ikke række øksen. Han ser sig omkring og
tænker, som ethvert andet fanget dyr vilde ha gjort, ser sig om-
kring og tænker og arbeider under træet. Brede må vel komme
nedover igjen om en tid, tænker han og puster på.
I begyndelsen tar han det let og er bare ærgerlig over å bli
borthæftet ved dette tilfælde, dette elendige træf, han er ikke
det spor rædd for helsen end si for livet. Rigtignok kjender han
at den hånden han ligger på dør bort under ham og at benet i
bergklypen blir koldt og visner det også, men det får endda gå
an. Brede kommer vel snart.
Brede kom ikke.
Stormen øket, Aksel hadde snefokket like i ansigtet. Se, nu
begynder det på kar! tænker han vel og er endda nokså sorg-
løs, ja det er som om han blinker til sig selv gjennem sneen at
nu må han være opmærksom, nu begynder det nemlig på kar!
Efter en lang stund støter han ut et enkelt rop. Det høres vel
ikke langt i stormen, men det går opover linjen, til Brede. Aksel
ligger der med aldeles fånyttige tanker: hadde han bare kunnet
række øksen og kanske fåt hugget sig fri! Hadde han endda fåt
hånden sin op, den lå imot noget skarpt, en sten, og stenen åt
sig sagte og høflig ind i håndbaken. Hadde ialfald den satans
stenen været borte, men ingen har endnu kunnet fortælle et
rørende træk av en sten.
Det lakker og lider, sneen fyker hårdt, Aksel fyker ned, han
er så hjælpeløs, sneen lægger sig uskyldig og uvidende over
hans ansigt, den smælter en stund, så blir ansigtet koldt og
sneen smælter ikke mere. Det er nu det begynder på kar!
Så roper han to store rop og lytter.
Nu driver øksen hans ned, han ser bare litt i skaftet. Dér-
borte hænger matskræppen hans i et træ, hadde han nu bare
nådd den skulde han sandelig ha tat en bete, nogen ypperlig
store mundfulde. Og med det samme han er så dristig i sine
krav til livet kunde han også ønske sig trøien sin på, det blir
koldt. Han roper et overhændig rop igjen. —
Der står Brede. Han er stanset, han ser bortover til den rop-
ende mand, står bare et sekund og kaster øinene dit som for å
finde ut hvad som er påfærde. — Kan du komme og række mig
øksen! roper Aksel litt ynkelig. — Brede tar sine øine til sig,
han skjønner hvad som er påfærde, og nu ser han tilveirs, op til
telegraftråden, og synes å ville begynde å plystre. Var han gal! -
— Kom og gi mig øksen, gjentar Aksel høiere, jeg ligger under
et træ! — Brede er så forbedret og ivrig i tjenesten, han ser
EN
PN
|
|
|
|
FE
ke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
