Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
Vi kvinder, sa lensmandsfruen, vi er en ulykkelig og under-
kuet halvdel av menneskeheten. Det er mænd som gjør lovene,
vi kvinder har ingen indflytelse på dette. Men kan nu en mand
sætte sig ind i hvad det vil si for en kvinde å få barn? Har han
følt angsten, har han følt den forfærdelige smærte og ve og ut-
støtt skrikene?
I dette tilfælde er det en tjenestepike som har fåt barnet. Hun
er ugift, hun skal altså hele’tiden gå med barn i sig og prøve
å skjule det. Hvorfor skal hun skjule det? For samfundets
skyld. Samfundet foragter den ugifte kvinde som skal ha barn.
Det ikke alene ikke beskytter hende, men det forfølger hende
med foragt og skam. Er det ikke hårreisende? Det er så at et-
hvert menneske med hjærte i livet må oprøres! Piken skal ikke
bare føde barn til verden, som kunde synes evig hårdt nok,
men hun skal behandles som en forbryter herfor. Jeg vil si det
var et held for denne pike som her sitter på anklagebænken at
hendes barn ved et ulykkestilfælde blev født i bækken og kvalt.
Det var en lykke både for hende selv og for barnet. Sålænge
samfundet er som det nu er bør en ugift mor være straffri for
endog å dræpe sit barn.
Det høres et svakt murr fra lagmanden.
Eller ialfald straffes bare ubetydelig, sa lensmandsfruen. Selv-
følgelig er vi alle enige i at børnenes liv bør bevares, sa hun,
men skal absolut ingen av humanitetens love gjælde overfor
den ulykkelige mor? sa hun. Sæt Dem ind i hvad hun har gjen-
nemgåt under svangerskapet, hvad for kvaler hun har oplevet
med å skjule sin tilstand og ikke vite sin arme råd med sig
selv og det barn som skal komme. Det kan ikke nogen mand
sætte sig ind i, sa hun. Barnet får ialfald en velment død. Morn
vil ikke sig selv og det kjære barn så ondt at det skal leve,
skammen er for tung for hende å bære, under dette modnes
planen i hende om å avlive barnet. Så føder hun i dølgsmål og
hun er i fire og tyve timer så fuld av vildelse at hun er util-
regnelig under selve drapet. Hun har så å si næsten ikke utøvet
det, for hun er så i vildelse. Med hver knokkel i sig endda værk-
ende efter nedkomsten skal hun nu ombringe barnet og skaffe
liket avveien, — tænk Dem den viljeanstrængelse som utfordres
til dette arbeide! Men naturligvis ønsker vi alle at børn skal
leve og det er bare beklagelig at nogen av dem utryddes. Men
det er samfundets egen skyld, dette håpløse, ubarmhjærtige,
sladresyke, forfølgelsessyke, ondsindede samfund som står på
vakt for å kværke den ugifte mor med alle midler! E
Men selv efter en slik medfart av samfundet kan de mishand-
lede mødre reise sig igjen. Det er ofte så at disse- piker efter sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
