Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
Jørgen rynket brynene og åpnet munden som om han vilde
svare, hvad der i dette øieblik gav også ham likhet med et
hæftig menneske. Men det blev med forberedelserne, han sa
ikke et ord.
Oliver spaknet og slog om igjen: Men alt står i hans hånd,
det vet jeg nok. Og når at vi prøver å vandre efter hans for-
skrifter så har vi ingen råd med det. Du vil ikke ha pipen?
Jørgen vridde sig og svarte: Du skal ikke gi den bort. Men
da han så kryplingens tiggende mine ændret han sig og sa:
Hvorfor skal jeg ha den dyre pipen?
Du skal ha den! erklærte Oliver. Jeg under dig den, jeg har
tænkt på dig hele tiden. I mangt et høve kan du gjøre mig en
beine igjen, og det vet jeg du vil gjøre.
Huset Oliver hadde også i det siste flere ganger vendt sig
til beinsomme naboer om hjælp. Oliver selv hadde holdt sig
tilbake, men morn gik ut om kvældene når butikerne var luk-
ket og lånte en kop kaffebønder eller en dyp tallerken rugmel
«til imorgen». Hvad kunde ikke den gamle kone låne, en kvæld
måtte hun låne en småtorsk hos Martin fisker.
Hun hadde jævnlig stridigheter med sin søn: Men hvor i ver-
dens navn gjorde du av de fiskepengene du tjente før uveiret?
spurte hun.
Det skulde du bare vite! svarte han.
Men morn var utholdende, hun gav sig ikke før hun fik ærtet
ham godt op, og en dag kom han og slog pengene i bordet; det
eneste han hadde reddet fra det hele var et blåt slips. Å det var
forresten ikke store penger, det var spareskillinger møisommelig
sammenbragt av fisk efter fisk; men meget eller lite, det var pen-
ger til klær og stråhat, nu kunde de springe. Naturligvis skulde
han ikke ha utleveret dem dersom ikke selve Gud var kommet
iveien med sit uveir og stanset ham i hans gode forsæt, lat nu gå
det hele! Han brisket sig og sa til morn: Lat mig nu ha fred en
god stund!
Morn var ikke overvældet: så var dette alt! Ja du skal såvisst
ha fred for mig! sa hun. Men dersom at jeg skal betale skylden
vor så vet du det rækker ikke langt.
Da ytret han endelig noget som længe hadde ulmet i hans
hode: Jeg gruer ikke for mig selv, det må du ikke tro. Kan du
berge dig så kan jeg.
Hvad mener du? spurte hun.
Hvad jeg mener? Jeg mener just akkurat at jeg er et maroder
menneske og jeg har ikke min førlighet. Eier du ikke øine i
hodet?
Skal jeg gå på bygden? spurte hun forarget.
RANA BIBLIOTEK
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
