Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Hadde de fruerne sine med?
Nei.’ Ja det vet jeg ikke.
Nå, så vartet du ikke op?
Hvad spør du for hele tiden? utbrøt hun leende. Tror du mig
kanske ikke? Å men hun var vel ikke aldeles tryg, hendes latter
var tom. De balancerte begge, gik på knivseggen. Pludselig tok
hun sit parti, strøk ham over håret og spøkte: Nei du skulde ha
tat den sykepleiersken din i Italien, Oliver! Så hadde du blit
mandfolk!
Og Oliver spøkte halvt alvorlig tilbake at ja sandelig han
angret på sykepleiersken.
VI
Vinteren gik med en dag isenn.
Men naturligvis hadde ikke Oliver utholdenheten, hans flid
var kunst, han gik træt av å hænge i med fisket. Han skyldte
på barnet.
Det blev litt efter litt til det at når han kom hjem fra sit
fisketorv undersøkte han demonstrativt barnet i vuggen, over-
beviste sig om at det drog ånde, lyttet til det. Og han gjorde
fornærmelige spørsmål: De har vel ikke git dig mat, Frank, de
har vel ikke husket på det? I begyndelsen lo jo kvindfolkene
og tok det for spøk, men Oliver erklærte alvorlig at han var
rædd. Siden brukte han åpent barnet til påskud når han vilde
utebli fra sjøen, det skrek for hjerteskjærende når han gik
ifra det.
Han overlot sin plass på kaien til Jørgen fisker, han bydde
selv Jørgen den: Det er den bedste plassen og du skal ha den.
Du vet: du og jeg, Jørgen!
Skulde han ikke fiske mere?
Ikke for å sælge, han skulde fiske til sig selv. Jørgen skulde
ha plassen ialfald for hele vinteren, til våren måtte Oliver kan-
ske få den igjen. Han forklarte Jørgen det bedre: han hadde
ikke hjærte til å være ifra lille Frank, det fik gå som det kunde,
barnet vilde bare idelig være hos ham. Det var forunderlig med
en slik liten kar, og kunde Jørgen si ham grunden til at papa
blev foretrukket fremfor mama og alle de andre?
Det var vel nedlagt i barnet?
Akkurat det han selv hadde tænkt: farn var selve ophavet og
barnet hang fast ved det; morn hun var bare jorden som det var
plantet i. Var det ikke aldeles klart? Græsset det vokser og skuta
ho flyter på vandet og himlen den har stjærner, det var så for-
ståelig. Men nu var det en anden ting, og naturligvis kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
