Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
vedstaden, det stod i bladene at de to unge kunstnere for tiden
opholdt sig hos konsul Johnsen, kystens matador, for å male
portrætter av familjen.
Går dere og sætter mig i bladene? sier han guddommelig
spøkefuldt til dem. Jeg vil ikke ha skandale, sier han. Og for-
resten så er dere her i huset i smug, husk på det! Ryktes det at
dere maler min kone og mig så får jeg bare høiere skat!
Ho hvor han kunde tale med de unge og smile ovenfra og høre
på deres skøierstreker. Det var ingen farlige ting de fandt på,
de var pene gutter såvidt han forstod, men pokker tro dem alt-
for vel, hehe. De kjørte jo også ut til landstedet og drev løier der,
blandt andet tok de en nat og malte Svarten grå. Enten det nu
var ægte forfærdelse eller godt spil, — gårdsgutten mistet for-
standen en lang stund om morgningen og kom først tilrette da
han fik en femkrone for å vaske vandfarven av hesten igjen.
Men nu Fia, hadde hun tanke på nogen av disse unge karer,
var hun så å si forelsket i dem? Det måtte da være på en stille,
ja en pertentlig måte. Hun var snil og kameratslig mot dem, men
altid med litt forbehold, hun glemte ikke å være pen. Malerne
pleiet å kalde hende comtessen. Dette klængenavn hadde -hun
på sin side intet imot, det var et rimelig klængenavn, hun stod
sig endog på det; men fortjente hun det ikke? Datter av sin far,
næsten av en by, fra det mest ærede hus, kunstner, en poetisk
dame, et talent, — hvor vilde andre hen med sit hvis man skulde
tale om det! Alice Heiberg, en konsuls datter hun og, men uten
særlige evner, bare oplært i husstel og dagens pligter; gryn-
Olsens døtre som kunde bli dygtige piker kanske, men som
skjæmtes ut av naragtige forældre som vilde gjøre dem fine.
Hvem var det ellers? De to små Henriksens på Værftet var så
nye endda, bare børn, og de vilde nu forresten heller aldrig bli
til noget.
Fia var comtessen, høi og svaiende, fin av væsen, aldeles ret
og rigtig. I det siste par år hadde hun lagt sig efter store hatter
og litt dristigere farver, men intet til ofse, bare så meget som hun
kunde bære. Når hun nu gik på gaten utklædt som maler var
det ikke rart at en anden kunstner, postmesteren,, stod stille
ved et vindu og glædet sig over hende.
Nei konsulen kunde ikke tro at Fia hadde hensigter, i så til-
fælde hadde han som far måttet tale alvorlig med hende. Disse
gutter var ikke noget for hende, den ene var sorenskriversøn
og forsåvidt fra et studeret og dannet hjem, den andre var søn
av en husmaler, begge like fattige. Han foragtet ikke nogen
menneskeklasse, gjorde sandelig ikke konsul Johnsen, men han
hadde nu denne eneste datter, hun var hans kjære barn og han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
