Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
digheten i hans nærvær her på veien i nat. Det er utrolig at han
spiller nu, men det er ingen feiltakelse, Oliver hører musiken i
sine ører. Og for atter å indsmigre sig og gjøre sig tilvens med
manden roper Oliver: Det er storartet, Gud fryde mig! Han
luter sig frem mot enken og uttaler: Jeg har været verden rundt
i mine dager, men maken til spil —!
Manden holder inde, vender sig til Oliver og spør: Hvad ven-
ter du på? i
Kryplingen skjønner tydelig at han ikke er avholdt av denne
mand og svarer derfor: Nei jeg venter ikke på noget. Jeg tror
jeg vil gå ned og se når båten letter.
Manden begynder å spille igjen. -
Å men her gjorde han en feil, han var for dristig, hans spil
vækker med ett Olivers mistanke. Naturligvis kjender han nu
denne vagabond når han tænkte sig om, han hadde en erindring:
om hans spil fra guttedagene, desuten husket han legenden om
denne spillemand, et bysbarn, smed Carlsens søn, kunstneren på
mundspil, landstrykeren ved alle vei- og jærnbanearbeider i lan-
det. Hvad er han ute på nu? Han hadde sin søster med, hans
bror Adolf var ombord i engelskmanden, han med skibskisten —
å en bande av søskend på ett bræt. Det ærgret Oliver at han ikke
hadde fåt kundgjøre dem op i ansigtet det han visste om dem.
Han gik hjemover i mange funderinger. Det var en stor floke
å greie ut og Gud vet om han i det hele tat hadde nogen fordel
av å bry sig om den mere. Andenstyrmand kjendte han slet
ikke, og kanske var han den vigtigste person av alle. Oliver hadde
ellers sin egen affære å gjøre sig tilgode med: en lomme tyk av
penger, lønnen for hans flittige utror til dunværene år efter år.
Han var næsten hjemme da englænderen blåste en lang gang i
sirenen og la fra kaien.
Alt i alt en kvæld fuld av hændelser, den kunde næsten måle
sig med den mindeværdige dag da han kom ind fra havet med
havaristen. Og Oliver vilde nok ikke ha hat noget imot å få op-
træde litt stort og velfortjent når han nu kom ind i sin stue, her
var han altså, manden for sin hat, støveren og det pokkers hode,
han kom med penger, hemmeligheter og viden. Men her var
intet å gjøre, huset sov, Petra sov. Ikke for det, i almindelighet
var hun heller ikke hans fortrolige, kunde ikke falde ham ind;
men i dette øieblik kunde han ha været litt diger av mystik til
hende og git hende små ymt å ligge og spekulere sig grøn over.
Ja men Petra sov. Hun var vel træt, det elendige skind, det var
en av de kvælder hun hadde måttet gå til sakfører Fredriksen
igjen og forhandle om huset, det var slet ikke så længe siden
hun kom hjem, hun hadde netop nådd å sovne så sødelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
