Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
ransake Petra? Hvorledes vilde det da gå hvis han selv blev
ransaket, hadde ikke også han et rygte i byen! Da han engang
forundret sig litt bittert over de nye blå barnegine i familjen
svarte Petra: Nå, har ikke både du og jeg blå øine?
I en samtale med Jørgen fisker, hans gamle ven, gjorde Oliver
gjældende at væksterne på marken var heller ikke ens: at somme
bar frugter over jorden og andre under. Ta nu æplerne — somme
er røde og somme gule. Men ta dernæst poteten som vokser un-
der jorden — en sort potet er gul og en anden sort aldeles blå.
Likeens er det med vore menneskelige øine at de har høist for-
skjellig kulør. Jeg har tænkt mig at det kanske skriver sig fra
mig selv: at når jeg er mest gal efter kvindfolk så blir det brune
øine, hvad tror du, Jørgen?
Nei Jørgen han var over sytti år, gift med Gammellydia, riv-
jærnet, far til tre store damedøtre, han hadde fåt næsten mælke-
øine, han visste ikke — husket ikke. Hvorledes gal? sa han.
Han utlot sig med at det også var mangt et kvindfolk som kunde
være gal og sint. |
Men det syntes å være Oliver om å gjøre å bli grundig for-
ståt: Ta nu for siste eksempel ho Maren Salt, sa han. De be-
skylder jo mig for å være far til gutten hendes, og han fik brune
øine.
Nå, svarte Jørgen fisker.
Eller ta mange andre i byen, det er nok av brune øine, og jeg
får næsten ikke andet unna mig. Nu skal du bare ikke tro alt det
folk beskylder mig for, Jørgen, det ber jeg dig om, men jeg vil
ikke undskylde mig heller, for jeg har en ildstærk og overhæn-
dig natur i mig, og det falder brune øine og blå øine unna mig
derhjemme eftersom det høver.
Ja, sa Jørgen fisker.
Altså stiger Oliver daglig, og altså indtar han en mere og mere
fast stilling i sin skinverden. Ti bare stille, han er dens skaper
og opholder, han går der med sin egen målestok og gjør den vid,
efter et par år står han på en høide og ser utover et stort land
som er hans.
Og nu greier han vel å være til i sin verden? Han slår ikke op
en latter og opgir den? Den verden man skaper må man trækkes
med, det må alle skapere.
Nu og da hadde han ærgrelser å bite i sig. Han kunde være
i humør til å gå ut en kvældstund og slå et slag på gaten, kur-
tisere, gjøre haneben, få kvindfolk til å høre på sig. Han visste
ordene og omgangsmåten fra matrosdagene, men han hadde ikke
længer det gamle held, det klikket for ham, enten det nu var
fordi han ikke hadde skytefærdigheten mere eller fordi han ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
