Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Det går en skygge over hr. Flemings ansikt ved frøkenens fri-
volitet og han spør: Skal vi så gå?
Frøkenen sier idet hun reiser sig: Tænk, hr. Fleming har lovet
mig en ny hat! Jeg er meget spændt på den. Javel, lat os gål
Og hun forklarer rektor: Vi skal over til Daniels sæter igjen og
fa rømmekolle til hr. Fleming.
Så går de.
De var ikke før kommet utenfor sanatoriets område før de
skiftet tone. Det blev den tone at de tidde. Menneskene kan
ikke altid spille på samme streng, somme strenger brister, stun-
dom spiller de på den siste. Der var nu frøken d’Espard, hun
hadde let for a tale om alskens ting, hvorfor sa hun ikke noget
nu? Det matte forundre hr. Fleming. Selv var han aldrig meget
talende av sig, ingen foss, ingen styrt, men han holdt av å under-
holdes. Nu og da kunde han falde ind fint og træffende med
nogen ord og sa late de andre om resten, det var hans væsen.
Men frøken d’Espard!
Endelig sier da også hun noget som ikke længer kan være
usagt: at ja nu fulgte hun ham vel til sæteren for siste gangl
Det traf: Så? Hvorledes? sa hr. Fleming. Maken til overrask-
else, han var helt uforberedt. Skal De reise? spurte han.
Ja for hun var indkaldt for anden gang til kontoret.
Så. Hr. Fleming blev meget tankefuld: Jeg har ikke engang
visst om en første gang, sa han.
Nei hvortor skulde jeg — De var ikke stærk endda — det
var ikke noget å si Dem heller —
Hr. Fleming blev endda mere tankefuld, begge tidde.
De går der i det fineste veir i Indian summer, med utsikt til
en vid dal dypt nede, begge unge, begge kjære i livet, og begge
tier. Frøken d’Espard har båret en alvorlig tilskikkelse med
sindsro, hun hadde jo alt for to uker siden fåt pålæg om å
komme tilbake og overta sin post, men hun reiste ikke, hun
kunde vel ikke forlate en syk mand som trængte til hendes un-
derholdning. Og for et par dager siden fik hun sin avsked. Sin
avsked. Hun har båret det godt, av en eller anden mystisk grund
hadde hun intet sagt til hr. Fleming, og endog nu i denne mor-
gen hadde hun glemt sine egne kjedeligheter og sittet og hørt
opmerksomt på rektor Olivers. Det var pike, hun sutret ikke!
Men nu begyndte hendes penger å slippe op og hun måtte ende-
lig ut med sproget.
Hvormange ganger er det? spør hr. Fleming. Han håper kan-
ske på en utsættelse og gjetter: Tre ganger, tre varsler?
Nei, svarer hun smilende, der er ikke mere. Bare nu.
Nå, så er det ingen råd med det. Reiser De imorgen?
fr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
