Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
fast bonitet, især ved knaphullerne. Daniel var den såmme idag
som igår, flittig og nøisom, tilfreds med sit, stolt av sit. Han
arbeidet på sin vis endog under sin lediggang om søndagene,
han fandt op og fandt ut, områdde sig, gik og reiste op ting som
var væltet, slog i en spiker hvor det trængtes eller vandt en
vidjespenning til en grind. Han flokset ikke med sine saker og
lot dem forfares, tvertimot han var påholdende og nølte, det var
han født med og det hadde han opdraget sig til. Han var ingen
stor kjender av krystal og porcelæn og når en tallerken en sjel-
den gang knustes i kjøkkenet ristet han længe på hodet over det
som her var lagt øde.
Frøken d’Espard vegeterte, hun sydde også litt iblandt, hvad
det nu kunde være, hun skjulte sit arbeide straks nogen kom,
det var vel fordi hun var så dum med nål og tråd. Ellers drog hun
sig fra nystuen til kjøkkenet og tilbake igjen, lå litt bakover på
sengen, sat ved siden av Daniel når han spikket på noget. Under-
tiden læste hun op for ham av sine franske romaner, det moret
ham svært, han sat med et eneste forundret smil og så på hende.
Det gik så det duret, da han ikke forstod et ord var det ikke så
nøie om hun læste galt når det bare gik fort, han måtte ikke få
det indtryk at hun stavet. — Men her er noget, kunde hun si,
dette burde du forstå, Daniel, her sier han at han elsker hende!
— Nå, de bruker slikt noget der også! spør han. — Å Gud, ja
det er ingen som drømmer om hvor fint disse franskmænd får
’til å si slikt!.....
Men nu lidde det til våren, dagene blev lange, middagssolen
var hvit og skarp og svidde i øinene, Marta la uldvæv ut til blek.
Det hørte stedet, årstiden og et velordnet liv til å bleke væv i
den tidlige vårsol og få tøiet fuldt færdig. Det lidde længer og
længer og solen begyndte å varme, isen på vandene blev blå og
skrøpelig ved land, sneen tinet i veiene og hønsene vadet i sørpe
og fik gigt.
Det kunde være en tid for våknende håp og lyse tanker, men
frøken d’Espard hadde visst ikke godt av våren tilfjelds, hun
blev urolig, sov dårlig, spiste mindre end før og tapte sin selv-
tillit. Hvad gik av frøkenen, hadde hun det ikke lunt og frede-
lig og likefrem yndig? Nei. Og hun klaget sig til Daniel som
intet forstod.
Skulde jeg ikke gå og forlange lysning? spurte han.
Jo, svarte hun, skal det nogen gang gjøres så
Jeg gjør det nu, vi har jo attesterne. Lat mig bare få vasket
mig litt!
Da han var færdig med å fli sig sa hun: Nei lat det være,
vent litt!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
