Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vindstille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VINDSTILLE.
25
mere dejlig. Når han så kom tilbage fra sine
rejser, bar han silkekjolerne og abekattene og
alt det andet ind i hendes stue og tog hendes
små bløde hænder i sine, der var bleven hårde
og brune som hans faders. Så sagde han, at
det var hendes altsammen. Og så kyssede
hun ham.
Jovist, nu lå han her og drev i sin
damjolle. Det var en anden sejlads. Og
prinsessen med det hvide ansigt og de lyse hår!
Han skævede til siden og så’ sin kones ansigt
spejle sig i vandet, underlig fordrejet, mest
som røde og sorte farver, der flød ud og ind
og lavede nogle urolige og forstyrrede træk,
ingen mennesker nogensinde havde båret.
Hun lå på knæ i båden med armene på
lønningen og spiste pærer. Posen havde hun
stillet ved siden af sig, så hun nemt kunde
nå’ den, og hvert øjeblik jog hun hånden ned
og fiskede én op. Det gik i en svær fart,
engang imellem måtte hun standse lidt for at
få vejret, men huggede strax i sig igen, til
vandet stod hende i øjnene, slugte frugten i store
mundfulde og spyttede kærnehuset ned i vandet.
Morten sagde ingenting, men han led det
ikke. Han syntes, hun åd ligere en gris end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
