Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Testamentet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TESTAMENTET. 146
Hun lå en tid og lyttede. Gennem det
halvåbne vindu hørte hun den lette vind syde
i talløse løv som en vældig kedel, der kogte;
vinrankens blade tjattede nu og da stjålent
på ruden og kastede legende skygger over
væggen i værelset. Hun kunde skælne og
følge alle de kendte lyd fra haven,
humlebiernes summen og gråspurvenes pippen
gennem bladenes ustandselige bølgebrus. Og så
var der en frugt, som faldt i græsset, og så
fløj en solsort raslende og klukkende op af
ribsbuskene. Det næsvise tyvetøj! Skøndt i
og for sig kunde de da gærne æde ribsene;
Henriette lod dem alligevel sidde og rådne.
Der vældede sådan et sundt og forynget
liv ind ad vinduet, at hun næsten følte sig
ubehagelig berørt deraf. Luften kunde også
være for stærk igen. Og det var næsten som
hun selv og hendes stue skrumpede ind og
blev ældre derved. De kunde ikke forny sig
selv som tiden kunde. Her stod nu alting,
som det havde stået i de sidste tredive år —
ja, sofaen var flyttet ud for at give plads til
sengen — men det så’ snarest ud, som om
det havde været her i hundrede år. Der var
det gamle chatol med de mange skuffer og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
