Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Ellevte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5
som han for første Gang bar, da han den Dag
var bleven indviet til sit hellige Kald.
De vilde Raab og Hyl havde naat ham før
han traadte ud af Kirken, og han ilede frem mod
Lyden. En dødlignende Bleghed var over hans
Træk, en stor Smerte laa over hans høje smukke
Pande, og Øjnene stode fulde af Taarer.
«Hvad har I Stakler gjort,» tænkte han
fortvivlet, «at man saaledes foruretter Eder, og
hvorfor træder ikke Loven energisk og stræng
frem for med fuld Kraft at forhindre
Skændsels-daaden.»
En Vogn kørte langsomt fra Raadhuset, det
var Brudeparrets. Meyers Arm laa om hans
unge Hustrus Liv, og hendes Hoved paa hans
Skulder, men ingen af dem talte, Smerten havde
større Magt end Lykken.
Der hørtes høje Stemmer, som kom nærmere
og nærmere, og som gik over til Skrig og vilde
Hyl. Meyer blegnede, Doris trykkede sig tættere
ind til ham, og Vognen kørte langsommere,
skønt Kusken forsøgte med Piskeslag at drive
dem frem. Pøblen trængte sig om Vognen og
vilde rive Døren op. Pludselig standsede den —
Linen var skaaret over.
Meyer kendte^ disse Hyl, der gennemskar
Luften, kun alt for godt; hvor ofte havde han
ikke i den senere Tid hørt dem imod sine Tros-
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
